- Fremragende IT-planer på Marienhoffskolen i Ryomgård
Efter den seneste tids omtale og debat i Adresseavisen Syddjurs om Marienhoffskolens visioner for skolens brug af IT i undervisningen, har andre medier vist skolen stor interesse for skolens planer.
Særligt udmeldingerne fra skolebestyrelsen og ledelsen i forening om, at de har en klar forventning til forældre til børn på 4. - 9. årgang. En forventning om, at forældre selv investerer i computere til deres børn.
TV2 Østjylland kiggede forbi skolen onsdag, og desuden har folkeskolen.dk lavet et opkog af de synspunkter fra Djurs Lærerforenings bestyrelse og skoleleder Claus Peter Olesen, som har stået at læse i Adresseavisen Syddjurs.
Folkeskolen.dk har ligeledes spurgt henholdsvis FI-udvalgsformand Richard Volander (V), der ikke genopstiller ved kommunalvalget, og Socialdemokratiets borgmesterkandidat Ninna Thomsen.
Sidstnævnte er meget på linie med de synspunkter, som også Djurs Lærerforenings bestyrelse har spillet ud med. Djurs Lærerforening har kaldt Marienhoffskolens forventninger til forældrene for et eksempel på brugerbetaling, som strider mod lovgivningen for den danske folkeskole.
"Vi mener ikke, folkeskolen skal være brugerbetalt, og jeg er principielt enig med lærerformand Lisbet Bøwes i, at brugerbetaling i folkeskolen skal minimere mest muligt. Men kommunen er i den situation, at vi fattes penge. Set i det lys, vil vi ikke afholde forældre fra at købe en computer, som deres børn kan bruge i skolen," siger Ninna Thomsen til folkeskolen.dk.
SFs borgmesterkandidat Kirstine Bille tog i indslaget på TV2 Østjylland også afstand fra Marienhoffskolens initiativ.
"Det er ikke forældreopgave at klare den slags," lød det fra Kirstine Bille.
Volander: - hold fast
Formand for Udvalget for Familie og Institutioner, Richard Volander (V), hilser derimod Marienhoffskolens initiativ velkomment med helt andre og positive kommentarer.
"Det er da noget af det mest fornuftige, jeg længe har hørt," siger Richard Volander til Adresseavisen Syddjurs.
"Langt de fleste børn i den alder har formentlig en computer i forvejen. I min optik er computeren på linie med skoletaske og penalhus, ja vel dybest set tidens penalhus. Det er otte år siden, at jeg lancerede samme idé for første gang, men den gang var tiden endnu ikke moden."
Volander bemærker, at Syddjurs Kommune er kommet så langt på IT-området på folkeskolerne, så der nu er en computer til hver tredje elev i de syddjurske folkeskoler.
Richard Volander opfordrer Marienhoffskolens bestyrelse og ledelse til at holde fast i den udmeldte IT-vision.
"Det er et fremragende tiltag, og det første af slagsen i Danmark, som jeg har hørt om."