Fortsæt til indhold

Karrierelæring fra 0. klasse: »Vi skal have nosser til at gøre det her, fordi vi tror på, at det virker«

Politikerne i Norddjurs skæver til Hjørring Kommune, hvor man med tidlig karrierelæring og en garanti om job til alle unge har succes med at nå de unge på kanten af arbejdsmarkedet.

Samfund

I Hjørring er det slut med at spørge: »Hvad skal du være, når du bli’r stor«. I stedet har kommunen investeret massivt i at klæde børn og unge på til at kunne træffe gode karrierevalg, der matcher hver enkeltes interesser, drømme, ønsker og kompetencer.

Her er presset om at skulle vide, hvad man vil være, lagt i mølposen sammen med karakterpres, angst for at vælge forkert eller ikke at slå til. I stedet har Hjørring Kommune indført Ungegarantien. Med den får alle unge en billet til en rejse med garanti om at nå frem til en positiv destination og med mulighed for at stå af undervejs og vælge nye veje, både i forhold til uddannelsesønsker, praktikpladser, kurser, og understøttende indsatser. Det hele bygger på præmissen om, at der er mange veje til en karriere og det gode liv for hver enkelt, og at alle skal med, fordi der er brug for alle.

Tænk, hvis vi kan hjælpe flere unge til at nå deres drøm om et godt liv
Aleksander Myrhøj (SF), formand for Børne- og Ungdomsudvalget

Ordningen bygger på et bredt samarbejde mellem skoler, ungdommens uddannelsesvejledning, uddannelsesinstitutioner og vigtigst af alt et netværk af lokale virksomheder, der har forpligtet sig til at hjælpe de unge godt på vej – også dem, der har brug for ekstra hjælp undervejs.

En positiv destination

Karrierelæringen starter allerede i 0. klasse og fortsætter op gennem grundskolen med en palet af differentierede læringsforløb tilpasset elever fra 0. til 10. klasse, som skolelærerne kan vælge imellem. Karrierelæringen skal give dem viden om mulighederne på arbejdsmarkedet, inspirere dem, og give dem indsigt i egne kompetencer, og hvordan de i det miks kan nå frem til en positiv destination og et godt liv. Erhvervspraktik er gjort obligatorisk i udskolingen, og her kan de unge via en online portal vælge mellem en buket af virksomheder, der står klar til at tage godt imod dem.

Med tidlig karrierelæring og Ungegarantien er det lykkedes Hjørring Kommune også at nå ud til den gruppe af unge, der balancerer på kanten af arbejdsmarkedet.

Det har inspireret politikerne i kommunalbestyrelsen i Norddjurs til at tage de første spæde skridt i samme retning. I budgetaftalen for 2023-2026 er forligspartierne enige om, at der skal sættes ekstra fokus på en helhedsorienteret indsats for at hjælpe særligt unge videre i uddannelse eller job. Startskuddet var et fælles temamøde mellem Arbejdsmarkedsudvalget, Erhvervsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget, som fandt sted mandag 30. januar.

Desværre oplever vi i Norddjurs en stigende tendens til, at vi har en gruppe unge mennesker, som står uden for både uddannelse og arbejdsmarkedet
Stinne Thorsen Kvorning (LA), formand for Erhvervsudvalget.

Ungegaranti i Norddjurs

Her tog de tre udvalg i fællesskab fat på arbejdet med at finde måder til at styrke sammenhængen mellem skoler, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og ungeindsatsen i Norddjurs. Fællesmødet endte ud i enighed om, at Norddjurs skal forsøge at gå samme vej som Hjørring Kommune og indgå partnerskabsaftaler med lokale virksomheder, så man har fundamentet til at understøtte en ungegaranti.

Og det er nødvendigt at gøre noget, for antallet af unge i Norddjurs, som hverken har gang i en uddannelse eller er i beskæftigelse, vokser. De nyeste opgørelser viser, at andelen udgør 9 pct. af de 16-24-årige. Det placerer Norddjurs i den gruppe af kommuner, hvor flest unge er hægtet af systemet.

»Desværre oplever vi i Norddjurs en stigende tendens til, at vi har en gruppe unge mennesker, som står uden for både uddannelse og arbejdsmarkedet. Det er en trist tendens, som vi som politikere er meget opmærksomme på,« understreger Stinne Thorsen Kvorning (LA), formand for Erhvervsudvalget.

»Derfor er det vigtigt, vi har et fortsat fokus på en helhedsorienteret indsats, så vi understøtter særligt de unges adgang til arbejdsmarked og uddannelse. Vi skal have styrket samarbejdet mellem skoler og erhvervsliv, og gerne oprettet partnerskabsaftaler med henblik på en ungegaranti. Når en ung oplever modgang, for eksempel i form af diagnoser eller en socialt belastet opvækst, så skal vi være der og gribe dem, guide dem og hjælpe dem så tidligt som muligt,« understreger hun.

Virksomhederne er heldigvis helt klar. »Bring it on« er, hvad vi hører fra dem
Karoline Bergkvist Søgaard (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget

Ambitiøst projekt

Stinne Thorsen Kvorning, Karoline Bergkvist Søgaard (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget, og Aleksander Myrhøj (SF), formand for Børne- og Ungdomsudvalget, er alle enige om, at politikerne skal finde løsningerne i fællesskab, og at det skal ske på tværs af udvalg.

»Lige nu lader vi os inspirere af Hjørring Kommunes ungegaranti. Et ambitiøst projekt, som lader til at virke. Essensen er, at alle unge skal have en positiv destination, og der skal skolen spille en vigtig rolle, ved at inspirere eleverne og give dem udsyn i de muligheder, der er på arbejdsmarkedet, og indsigt i deres egne kompetencer og samtidig lære dem at reflektere over egne interesser, og drømme om det gode liv. Det skal hjælpes på vej af konkrete karrierelæringsforløb allerede tidligt i grundskolen,« forklarer han.

»Jeg synes, vi allerede i dag har en virkelig god indsats, men kan vi nå de sidste ni procent, der lige nu står på kanten af arbejdsmarkedet, ved at indføre en ungegaranti og arbejde mere specifikt med karrierelæringsforløb allerede fra skolestart, så har vi vundet rigtig meget. Ikke kun fordi, vi som samfund skaber mere arbejdskraft, men især på et menneskelige plan. Tænk, hvis vi kan hjælpe flere unge til at nå deres drøm om et godt liv.«

Kræver investering

Der er dog en hurdle på vejen, og den hedder økonomi. For det er ikke givet, at der i Norddjurs er mulighed for at investere lige så massivt som Hjørring havde mulighed for, da man der i 2014 tog beslutningen om at gå all in og investere massivt i at nå gruppen af borgere udenfor arbejdsmarkedet. Aleksander Myrhøj håber, at det kan lade sig gøre.

»Vi skal have nosser til at gøre det her, fordi vi tror, at det virker. Vi skal turde satse på, at det er det rigtige. Det, der kan stå i vejen, er rammen. Hvor skal vi tage pengene fra? For det kan ikke blive til virkelighed uden en investering,« understreger han.

Helt centralt for at kunne skabe grundlaget for en ungegaranti er et velvilligt lokalt arbejdsmarked, der vil indgå i forpligtende partnerskaber magen til dem i Hjørring Kommune og dermed forpligte sig til at tage i mod og hjælpe alle de unge, der henvender sig til dem. Og det mener Karoline Bergkvist Søgaard, at virksomhederne i Norddjurs er parat til at engagere sig i.

»Vi har allerede mange virksomheder, som tager et meget stort socialt ansvar. Skal vi have en ungegaranti til at lykkes, så får vi brug for partnerskaber med mange virksomheder, og de er heldigvis helt klar. »Bring it on« er, hvad vi hører fra dem,« fortæller hun.

»Alle er enige om, at det her område skal prioriteres højt. Det kræver en helhedsorienteret indsats, hvor eleverne helt ned i indskolingen undervises i karrierelæring, og hvor vi i langt højere grad end hidtil får skolen ud i praksis og praksis ind i skolen.«