Fortsæt til indhold

Det flyder over med vinterbadere i Ebeltoft

Det er længe siden, vinterbaderforeningen Vikingerne i Ebeltoft måtte lukke for ventelisten. En ny forening , De Ventende Vikinger, står nu klar til at tage et hovedspring udi kunsten at danne endnu en badeklub

Samfund

Selv om det er den sidste dag i januar, som har varet i noget nær en uendelighed, og selv om det blæser, regner, er seks grader, hvilket ved Skudehavnen i Ebeltoft føles som cirka nul, så tripper to kvinder og en mand ud ad badebroen med store smil. Om sig har de et håndklæde, som de, uden at fortrække en mine, lader falde, inden de for tredje gang denne formiddag bevæger sig ned ad trappen og sænker deres kroppe i det iskolde vand.

»Det er ren medicin,« siger Geir Jønsson på 80 år, som har været medlem af Vikingerne siden 2013.

«Vinterbadning er kommet for at blive.«

De bliver kun i vandet i knap et minut, før de bevæger sig tilbage til det lille røde hus, der rummer omklædningsrum og sauna. Her er to kvinder netop ankommet, som har været ude at gå ni kilometer med Ældresagen.

»Så plejer vi altid at gå herned at bade bagefter,« siger den ene, mens hun krænger det ene lag tøj af efter det andet.

Snakken går lystigt. Om håndboldherrerne, sytøj, indsamlinger til Ukraine, mens folk i en nærmest bølgende bevægelse går mellem sauna og havvand, sauna og havvand.

Formand for foreningen Vikingerne i Ebeltoft, Mie Voss har været med fra starten. 23. sæsoner er det blevet til, de sidste ti med en sauna.

»Jeg kommer her hver eneste dag. Det skal jeg bare. Jeg er afhængig af et dyp i det kolde vand, for det gør mig afslappet, glad og en følelse af at være tilstede i nuet. Og så bliver man modstandsdygtig. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været forkølet.«

Foreningen Vikingerne har 400 medlemmer, og der er ikke plads til flere, fortæller formanden.

»Da der stod 100 på ventelisten, lukkede vi den, for det blev for svært at administrere.«

Alligevel er der næsten altid plads i saunaen i det lille røde flydehus på Skudehavnen.

»En del af vores medlemmer er sommerhusejere, så de er her jo ikke sådan på daglig basis. Vi fordeler det meget godt, der er sådan et naturligt flow med et morgenhold, formiddagshold, og så kommer der nogle ved frokost og om eftermiddagen.«

Hver onsdag mødes dem, der har lyst, til kaffe, brød og et slag pip eller et andet spil, for det sociale er en stor del af at være med i Vikingerne.

»Vi får vendt alting her. Der er ikke den ting, vi ikke får ordnet her. Vi vender så mange emner og får en masse grin. Det er lutte tilfredse mennesker, der kommer her, og der er aldrig nogen, der er sure.«

I januar holdt Vikingerne nytårskur. En god dag med godt vejr, hvor foreningen fik hjælp fra flere kanter.

De havde lejet et vildmarksbad, som Djurs Vand donerede vand til, frivillige brandmænd hjalp med at fylde det op, andre havde brænde med, og Sten Kok lavede suppe til de cirka 50 fremmødte.

Tre vikinger på vej i sauna. Foto: Anne Frank Henriksen
Til Vikingernes nytårskur fik de hjælp til at fylde vildmarksbadet op. Foto: Anne Frank Henriksen

Nye vikinger

Alt damper tilsyneladende af idyl hos vikingerne, men på land står en hel del, som også gerne vil bade i forening.

Derfor har en gruppe lokale tilflyttere for et lille halvt års tid siden taget initiativ til at opstarte en ny vinterbadeklub i Ebeltoft. Den har de kaldt De Ventende Vikinger, men det er ikke sådan lige at stable på benene.

Siden oktober har de mødtes jævnligt for at udvikle projektet. De har snakket og snakket, brainstormet, researchet og reflekteret. Været til borgermøder, gransket regler og reglementer, vandkvalitet, ønsker, muligheder og behov.

»Det er en længere proces at starte en vinterbadeklub op, og processen er stadig ung og langt fra mål, men vi er endelig nået tilpas langt til, at vi har noget at dele med interessenter og skabe opmærksomhed på projektet, som før eller siden vil munde ud i en ny forening,« skriver klubben på deres Facebookside og fortsætter:

«De fleste klubber er meget begrænsede, når det kommer til at udvide allerede eksisterende faciliteter, og på den måde gøre plads til flere medlemmer. I Danmark er der også mange restriktioner når det kommer til byggeri ved kysten - eksempelvis opførelse af en badebro. Det er ikke kun her i Ebeltoft, at det er lidt op ad bakke for os, der gerne vil etablere vinterbadeklub, men vi håber at Syddjurs Kommune vil have forståelse for, at fordelene ved vinterbadning er så store, både for den enkelte og for fællesskabet (og kommunekassen ) at der ikke er grund til at forhale projektet.«

Formand for Vikingerne, Mie Voss, byder den nye forening velkommen.

Som det er nu, har vi ikke mulighed for at udvide vores klubhus yderligere. Og så er der jo også mange projekter på vej i forbindelse med Ebeltoft i Udvikling, så det er lidt svært at gøre noget helt konkret lige nu. Men vi har holdt møde med De Ventende Vikinger, og håber, der findes en løsning, for jo flere, der opdager det skønne ved vinterbadning, jo bedre.«