Fortsæt til indhold

Udvidelsen af Harebakken er sat i gang

Botilbud til voksne udvides med otte nye boliger.

Samfund
jr

Første spadestik er nu taget til udvidelsen og ombygningen af Botilbuddet Harebakken i den sydlige del af Hammel by. Der opføres to rækkehuse med fire boliger i hver, som skal står klar i sommeren 2024.

Sådan kommer de nye boliger i Botilbuddet Harebakken til at se ud. Visualisering: Favrskov Kommune

Harebakken er et tilbud til voksne mennesker med sindslidelser eller sociale vanskeligheder, og aktuelt er der plads til 20 borgere i botilbuddet. Opførelsen af de nye boliger betyder, at flere borgere fremover kan få et midlertidigt botilbud i Favrskov i stedet for at flytte uden for kommunen.

Første spadestik blev taget i fællesskab af formand for Social- og sundhedsudvalget, Rikke Randrup Skåning, og borgmester Lars Storgaard, inden der var kaffe og kage til de fremmødte i kaffestuen på Harebakken.