Bombarderet af russerne: Nu skal ukrainsk by være ven med Aarhus
Borgmesteren indstiller nu til Aarhus Byråd, at Lviv og Aarhus snarest indgår en venskabsbyaftale.
Aarhus og ukrainske Lviv skal være såkaldte venskabsbyer.
Det er i hvert fald indstillingen til byrådet fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), lyder det i en pressemeddelelse.
Efter Aarhus kommune sidste år afbrød samarbejdet med Skt. Petersborg som konsekvens af den russiske invasion af Ukraine, besluttede byrådet i stedet at styrke forbindelserne til Lviv i det vestlige Ukraine, som man siden 2007 har haft en samarbejdsaftale med.
Men efter Ruslands invasion er dialogen intensiveret og det kulminerede foreløbigt tidligere i år, hvor Aarhus Kommune sammen med konsulforeningen i Aarhus sendte medicinske hjælpemidler afsted til Lviv.
Efter et konstruktivt møde mellem de to borgmestre fredag er de to byer nu klar til næste skridt. Borgmester Jacob Bundsgaard glæder sig over, at dialogen med Lviv nu er kommet så langt og fortsætter:
»Jeg synes det er helt naturligt, at vi som by og kommune vender blikket mod Ukraine og udbygger vores samarbejdsrelationer til Lviv. Både fordi vi tror på, at der kan være en gevinst for begge byer i samarbejdet, og vi herfra bedre kan målrette vores humanitære indsats i forhold til de konkrete behov, men også fordi vi på den måde sender et stærkt signal til Putins Rusland om, at Ukraine er en del af et frit Europa og ikke Putins forskruede imperiedrømme. Aarhus Kommune skal gøre en forskel i verden, og i forhold til Ukraine og Lviv kan vi gøre det helt konkret.«
I lyset af den øjeblikkelige mangelsituation i Ukraine og Lviv kommer de første samarbejdsprojekter til at fokusere på, hvor Aarhus Kommune kan bidrage til at afhjælpe nogle af de akutte udfordringer Lviv står med.
I starten af krigen passerede 2 mio. flygtninge gennem Lviv. Nu forventes 50.000 internt fordrevne flygtninge fra det østlige Ukraine at blive permanent i byen. Det er en stor belastning med så mange nye indbyggere, bl.a. i forhold til transport og kollektiv trafik.
Lviv er derfor meget interesseret i hjælp i form af fx cykler og busser. Samtidigt har Lviv modtaget mange sårede fra krigen i de østlige dele af Ukraine og har bygget er stort rehabiliteringscenter. Lviv vil derfor også meget gerne fortsat modtage medicinske hjælpemidler fra Aarhus Kommune.
Senere forventes samarbejdet udvidet til bl.a. også at omfatte kulturområdet, herunder formidling af ukrainsk musik og kultur.
Også fra borgmester i Lviv, som krigen igennem selv har været genstand for angreb og bombardementer fra russerne, Hr. Andriy Sadovyy, er der glæde over det udvidede samarbejde, som nu er på vej:
»Vi er dybt taknemmelige for den humanitære hjælp og støtte, der bliver sendt til vores by af det venlige folk i Aarhus. I disse svære tider er det hjertevarmende at se vores fællesskaber samlet i solidaritet. Tilbuddet om at blive venskabsbyer er også meget værdsat, og vi ser frem til et langt og meningsfuldt forhold mellem vores to byer,« siger den ukrainske borgmester.