Fortsæt til indhold

Volander deltager ikke i budgetforhandlingerne

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Venstres Richard Volander deltog ikke i byrådets budgetseminar forleden, hvor politikerne traditionelt starter forhandlingerne om det kommende års budget, når embedsmændene har afleveret deres budgetkatalog.
"Jeg havde meldt afbud til budgetseminaret, fordi jeg allerede nu ved, at jeg med 99 procents sikkerhed vil stemme imod Budget 2010," siger Richard Volander.
"De seneste tre år har jeg ved alle mulige lejligheder kritiseret den økonomiske linie og styring i kommunen, så derfor finder jeg ingen grund til at deltage i forhandlinger om et budget, som jeg på forhånd ved, at jeg med stor sandsynlighed vil stemme imod."

Dårlig ledelse

Richard Volander har sagt det før, og han gentager det gerne: "Forskelige klagesange om, at det er andres skyld, at det går dårligt med økonomien i Syddjurs, køber jeg ikke. Havde der været politisk vilje og mod til at gribe fat om nældens rod fra kommunens start og skåret organisationen til, havde situationen været anderledes i dag," siger Volander, og nævner et indlæg fra cheføkonom Jan Olsen, Kommunernes Landsforening, i bladet Danske Kommuner som netop hævder det samme.
"Cheføkonomen peger på, at de kommuner som fra start havde en klar målsætning om at ville udnytte de stordriftsfordele som en sammenlægning af mindre enheder til en stor indebar, har klaret sig godt."
"Syddjurs Kommunes problemer skyldes dårlig ledelse. Sådan er det, for en god ledelse handler på forkant og ikke på bagkant."

Stordriftsfordele?

Den tidligere Rosenholm borgmester, der ikke opstiller ved næste valg, undrer sig over, når snakken går om stordriftsfordele, at der ifølge Regnskab 2008 var ansat 3.062 personer i Syddjurs Kommune. I Regnskab 2007 var det tilsvarende antal 3.009 personer.
"Hvor er stordriftsfordelene blevet af, spørger jeg bare. Jeg ved godt, at jeg så vil få at vide, at forklaringen er, at vi nu ikke længere bruger vikarer på nogle områder, og det er forklaringen, men for mig er det bare endnu et udtryk for, at der ikke er blevet taget fat om nældens rod," siger Richard Volander.

Arbejdsglæden er væk

Konsekvenserne af den dårlige økonomi og manglen på ledelse kan direkte aflæses i ansigterne hos kommunens ansatte, ifølge Volander: "Der er ikke noget som dårlig ledelse og dårlig økonomi, der kan dræbe virkelysten og initiativet hos medarbejderne, og det kan vi se nu med frustrerede og utilfredse hos vores ansate. Det er dræbende, og det er en ond cirkel."