Familien Søholm slog til i Egegårdsløbet
Den kendte løbe-familie Søholm gjorde rent bord, da tre Søholm søskende torsdag aften stillede op til årets Egegårdsløb. Jonas Søholm kom først i mål på herrernes lange distance på syv km og vandt sin ialt femte sejr. Hans søster Laila gjorde ham kunsten efter hos kvinderne og vandt i en tid, som kun overgås af hendes rekord på distancen i 2006. Den tredje søskende, Anita, kom først i mål på den kort 4,3 km distance hos kvinderne.
"Jeg har ikke løbet så meget i år, men er begyndt at cykle i Thorsager Motion Cycling," fortæller miljøvejleder i Syddjurs Kommune, Anita Søholm, som gerne vil anbefale cykling som en velegnet motionsform.
Leo Munk uden startpistol
516 løbere i alle aldre mødte frem ved Egegård og efter den fælles opvarmning i Egegårdshaven var både store og små løbere klar til start. Det er det største deltagerantal efter rekordåret 2007.
Traditionen tro var det en af løbets tovholdere, Leo Munk, Ugelbølle, som stod for både afsendelsen og modtagelsen af de mange hundrede løbere. I år endnu engang med fingerpistol og kollektiv nedtælling, fordi Leo Munks hundepistol ikke kom med til start.
Som altid sørgede Leo Munk for at heppe løberne i mål en for en og den rutinerede løbskommissær kender efter 18 år med Egegårdsløb som altid de fleste af deltagerne.