Fortsæt til indhold

Endnu et højt hus med udsigt til Stilling Sø

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Et enigt Miljø- og Planudvalg har sagt ja til, at kommunen laver et lokalplanforslag for et byggeri, der vil erstatte de to nuværende huse på Århusvej 18 og 20 i Stilling med etageboliger i op til 3,5 etager med cirka 14 boliger og med dertilhørende p-anlæg og opholdsareal.

I kommuneplanen er området udlagt til centerområde og butikker, herunder boliger.

Planen giver mulighed for maksimalt 3,5 etager langs Århusvej og en bebyggelsesprocent på 50.

Den ansøgte bebyggelse vil komme op på en bebyggelsesprocent på 78, men ifølge kommuneplanen kan der tillades en højere bebyggelsesprocent, hvis det er for at opnå en hensigtsmæssig udformning eller tilpasning til eksisterende bebyggelse, når byggeriet er gade- eller pladsdannende eller i øvrigt forstærker områdets bymæssige karakter.

En miljøscreening viser, at byggeriet vil kaste skygge på en naboejendom mod nordøst. Det skal der redegøres nærmere for i en miljøvurdering, når der laves et forslag til lokalplan.