Fortsæt til indhold

Norddjurs Kommune har indgået forlig om 'Skålen'

Mange års tvist er nu afsluttet.

Samfund

Efterhånden mange års tvist om arbejdet på ’Skålen’ foran rådhuset i Grenaa har nået sin afslutning.

Norddjurs Kommune meddeler således, at kommunen har indgået et forlig med arkitekt- og rådgivningsvirksomheden Schønherr A/S om de mangler, der viste sig at være på ’Skålen’. Mangler der blandt andet betød, at ’Skålen’ simpelthen ikke kunne holde på vandet, og derfor har springvandet i ’Skålen’ slet ikke været i brug ud over test.

Norddjurs Kommune skriver i en pressemeddelelse udsendt tirsdag aften:

»Norddjurs Kommune indgik i 2015 et samarbejde med Schønherr A/S. Virksomheden skulle stå for totalrådgivning i forbindelse med etablering af ”Den Attraktive Midtby” i Grenaa, herunder etablering af ”Skålen” på Rådhuspladsen.

Projektet blev igangsat, men blev på grund af mangler kun delvist færdiggjort. Sagen blev af Norddjurs Kommune indbragt som en voldgiftssag for Voldgiftsnævnet. Der er nu på baggrund af forligsforhandlinger indgået et forlig mellem Norddjurs Kommune og Schønherr A/S. Dette betyder, at Norddjurs Kommune nu kan arbejde hen imod en ny plan for ”Skålen” og området omkring denne.«

Hvad den nye plan indebærer,vides endnu ikke. Lokalavisen følger sagen.