To Favrskov-byer er kandidater til Landsbyprisen
To ud af ti kandidater til Region Midtjyllands Landsbypris er fra Favrskov, nemlig Skjød og Voldum.
I denne uge indsnævres feltet til Region Midtjyllands Landsbypris 2023. Ti kandidater skæres ned til fem. Det betyder, at borgerne i to af Favrskovs landsbyer går rundt med krydsede fingre. Både Voldum og Skjød er nemlig blandt de ti kandidater til årets pris, som udover æren også indebærer 150.000 kroner til vinderen. Pengene skal bruges til videre udvikling af lokalområdet.
Prisen går til en landsby eller en sammenslutning af landsbyer, der »viser nye veje til det gode og bæredygtige liv i landdistrikterne,« lyder det i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.
Det er blot fem år siden, at Sall snuppede selvsamme titel.
Sådan findes vinderen
De 10 kandidater vurderes af et eksternt fagligt panel, hvorefter de endelige fem finalister udvælges. Finalisterne skal så ”sælge” deres lokalsamfund for panelet ved et fysisk møde i begyndelsen af marts.
Den endelige vinder finder Regionsrådet på et regionsrådsmøde i foråret.
»Landsbyprisen er vores måde at fejre og støtte det store udviklingsarbejde, der laves af ildsjæle og i lokale foreninger i vores landsbyer og lokalsamfund. Derfor er det også rigtig godt, at der kommet 10 stærke bud ind. Jeg glæder mig meget til at se nærmere på dem,« siger udvalgsformand for Regional Udvikling i Region Midtjylland, Bent B. Graversen, i en pressemeddelelse.
Lige så stor begejstring finder man hos Simon Buus Olsen, som er formand for Landsbyrådet i Favrskov Kommune:
»Det er jo noget, jeg som formand for Landsbyrådet kun kan være utrolig stolt over: At vi i Favrskov har to landsbyer blandt de ti finalister i hele Region Midt – og det er to stærke bud, vi har med i år. Vi har så mange driftige landsbyer og lokalsamfund i Favrskov,« skriver han på sin Facebook-side.
Udover Landsbyprisen er også en ny pris i spil i form af en initiativpris på 25.000 kroner. Den gives til en af de 10 kandidater, der har gjort en særlig bemærkelsesværdig indsats for at skabe udvikling i lokalsamfundet. En indsats, som kan være med til at inspirere andre.