Fortsæt til indhold

50.000 kroner til ny kunstrute i Favrskov

De kunstværker, som findes i det offentlige rum i Favrskov, vil Kunstudvalget gøre mere synlige og spændende for borgerne via kunstruter.

Samfund

Favrskov Kommune byder på en lang række kunstværker i det offentlige rum. Kunstudvalget ønsker at gøre den kunst mere synlig og spændende for borgerne via kunstruter, hvor den offentligt tilgængelige kunst kan opleves. Projektet har fået navnet ’Kunst i det fri’, og Kunstudvalget har sendt 50.000 kroner efter det.

’Kunst i det fri’ skal få borgerne til at opdage kunsten i det offentlige rum og sætte fokus på billedkunsten på en ny, spændende og underholdende måde.

De forskellige tiltag kan være guidede ture, events og workshops, som vil kunne rettes mod specifikke grupper. Eksempelvis daginstitutioner, folkeskoler, billedskoler, foreninger.

Der skal løbende óprettes nye ruter, som geografisk eller tematisk binder kunstværkerne sammen. Ruterne er tænkt som permanente, så ruterne kan benyttes året rundt.

Hvert kunstværk på ruten tildeles en QR-kode, der enten kan bruges aktivt under turen eller kan give uddybende indsigt i værket efterfølgende.