Socialpsykiatrien har fået nyt mødested i Syddjurs
Det bliver større, men forhåbentlig også bedre. Den kommunale stordrift skal også være til gavn for en af kommunens udsatte grupper. Psykiatribrugerne vil fremover kunne samle sig i lokaler på Vagtelvej i Rønde. Første trin i Syddjurs Kommunes reorganisering indenfor Socialpsykiatrien var at samle de fire gamle kommuner i et Team Øst og et Team Vest. Herefter bestod næste skridt i at omorganisere aktivitetstilbuddene. Disse fungerer fra 1. oktober som et samlet tilbud med udgangspunkt i Midtpunktet på Vagtelvej i Rønde. Røndes centrale placering og de gode trafikforbindelser skal gøre det nemt for brugere fra nær og fjern at samles i lokalerne på Vagtelvej. I tæt-lav bygningen er der hjemlige forhold med køkken til madlavning og hyggeaktiviteter. Samtidig har medarbejderne deres arbejdspladser og små hold af brugere kan arbejde med computere og aktiviteter som infobureau og tur- og rejsearrangementer.
God opbakning blandt brugerne
Projektmedarbejder i Socialpsykiatrien og Midtpunktet, Charlotte Mikkelsen, indrømmer gerne, at det har været en omfattende opgave at samle aktiviteterne på et sted. Medarbejderne har i løbet af efteråret været i kontakt med og omvisiteret de mere end 70 voksne psykiatribrugere, som har gjort brug af de tidligere aktivitetssteder og tilbud. Brugerne er en udsat og følsom gruppe, som ikke alle bryder sig om forandringer og sociale udfordringer. ”Det var nemmere at overskue, da vi var mindre. Men vi har en meget større vifte af tilbud nu. Generelt har der været god opbakning fra brugerne og de har været gode til at tage imod hinanden. Nogle få er faldet fra i omstillingsprocessen, men dem skal vi prøve at få bragt ind i fællesskabet igen,” siger Charlotte Mikkelsen.
Alsidig vifte af tilbud til brugerne
Charlotte Mikkelsen er ikke i tvivl om, at den større brugergruppe bliver en fordel for alle. ”Den større bredde gør, at der bliver meget mere dynamik i grupperne. Nu kan brugerne finde hinanden og være sammen mere hensigtsmæssigt både hvad alder og interesser angår.” Aktiviteterne i Midtpunktet går lige fra almindelig hygge til computerkurser og kostvejledning. Nogle brugere har kontorplads i Midtpunktet til at planlægge både kortere ture og længere sommerferierejser til udlandet i brugernes eget ”rejsebureau”. ”Vores tilbud går lige fra stavgang og nordisk sekvenstræning til ture i svømmehallen, ridning og kulturelle udflugter til museer eller koncerter,” fortæller Charlotte Mikkelsen. Forskellige medarbejdere står for de forskellige grupper, og der er fokus på at lave aktiviteter ude i samfundet. ”Vi arbejder meget med netværk. Det er fint at vores brugere kommer her, men det er også vigtigt, at brugerne kommer ud og er med i samfundet.”