H.K.H. prinsgemal på visit i Hørning
Fredag var H.K.H. prinsgemalen på visit hos Hørning-firmaet, Natur-Drogeriet, hvor han blev vist rundt, hørte om virksomheden og smagte tørrede lus
Det var prinsgemalens eget ønske at besøge Natur-Drogeriet. Derfor fik virksomheden i sidste uge en opringning fra hoffet med en anmodning om et prinse-besøg. Med i prinsens følge var hans personlige assistent, Gunnar Nielsen, som er uddannet i sportsmedicin og ligesom prinsen interesserer sig for naturmedicin. "Jeg har altid været interesseret i naturmedicin i form af urter," fortalte prinsen, som hos Natur-Drogeriet havde rig mulighed for at få mere viden om urter, da virksomheden ifølge projektchef, Jan Rathcke, har Danmarks bredeste sortiment af urter og krydderier.
Smagte lus
Det var ikke kun de gængse krydderier, prinsen blev præsenteret for. På rundvisningen fik han den tvivlsomme ære at smage på tørrede coccinelle lus. Lusene, som tidligere blev brugt til at give farve til læbestifter og i dag bliver brugt til plantefarve og snaps, smagte prinsen frivilligt på. Prinsgemalen morede sig kongeligt, da direktør for Natur-Drogeriet, Peer Christiansen, med lokkende ord snød pressen til også at smage. "Hvis man putter lusene i vand, kommer de til live," jockede prinsen med et lunt smil til pressefolkene, som pludselig var blevet travlt optagede af at pille lus ud mellem tænderne.
Sundhed
Den folkelige interesse for sundhed er vokset i de seneste år, hvilket har været medvirkende til, Natur-Drogeriet de seneste to år har haft en vækst på 50 procent. Også prinsen er med på bølgen og meget interesseret i at passe på sit helbred. Derfor indtager han ifølge sin personlige assistent, Gunnar Nielsen, et dagligt et kosttilskud af vitaminerne D, E og C samt ginseng og Omega 3 fedtsyrer. Man må gå ud fra, at besøget var en succes, da prinsgemalen stadig var på Natur-Drogeriet efter den halvanden time, som hoffet havde meddelt virksomheden, var afsat til besøget.