500 ekstra arbejdspladser på Grenaa Havn kan gå tabt
Direktør i Grenaa Havn Henrik Carstensen er frustreret over, at ambitiøse vindmølleprojekter er sat på pause. Vi ved ikke, om vi kan gå til højre eller venstre, lyder kritikken.
I sidste uge fortalte Lokalavisen, at to ambitiøse havvindmølleprojekter i Nordjurs Kommune er sat på ufrivillig pause.
Det skete, efter Energistyrelsen pludselig meldte ud, at vindmølleprojekter i den såkaldte ’åben dør-ordning’ kunne være i strid med EU-lovgivningen. En ordning som ellers har eksisteret siden 1999.
Udmeldingen har skabt frustration i vindmøllebranchen, men også på Grenaa Havn er der utilfredshed.
På havnen har man således en stærk forventning om, at man kan være servicehavn for de potentielt store vindmølleprojekter, ligesom Grenaa Havn også var det for 10 år siden, da havvindmølleparken ved Anholt blev etableret.
Det er meget frustrerende at stå i et vakuum, hvor man ikke ved, om man kan gå til højre eller venstre.Henrik Carstensen, direktør i Grenaa Havn
Direktør i Grenaa Havn Henrik Carstensen er derfor særdeles uforstående over for situationen.
»Det kan jo ikke passe, at man har haft den her ordning i 24 år, og på et tidspunkt hvor der virkelig skal være fokus på området, og vi skal frigøre os fra russisk gas, så hænger der ting i systemet (EU-lovgivning, red.), som man bliver nervøs for. Det giver ingen mening, at den beslutning kommer op nu,« siger Henrik Carstensen.
500 arbejdspladser
For Grenaa Havn betyder beslutningen, at den ambition havnen har for at profilere sig som en stærk og erfaren samarbejdspartner for havvindmølleprojekter må vente, og det huer ikke havnedirektøren.
»Vindmølleprojekter skulle gerne være en stor del af vores fremtid. Nu får vores planlægning et stort skub tilbage, fordi hvad har vi at regne med? Kommer der projekter eller gør der ikke? Det er meget frustrerende at stå i et vakuum, hvor man ikke ved, om man kan gå til højre eller venstre. Vi vil jo gerne understøtte projekterne, men når vi ikke kan planlægge, begynder vi måske at kigge på andre ting, og det vil også være uheldigt,« konstaterer Henrik Carstensen.
Her fremhæver havnedirektøren det kystnære vindmølleprojekt nord for Grenaa.
Alene på grund af beliggenheden vil Grenaa Havn være oplagt som servicehavn, og det har mange afledte effekter i form af flere arbejdspladser og en øget omsætning for havnen.
Henrik Carstensen har ikke et eksakt tal på, hvor mange arbejdspladser projektet kan afføde, men han noterer sig, at der under etableringen af havvindmølleparken ved Anholt var cirka 1000 ekstra arbejdspladser over en to-årig periode.
Han anslår således, at projektet nord for Grenaa kan udløse 400-500 ekstra arbejdspladser hos de virksomheder, der bliver involveret i projektet, mens havnen også selv vil skulle ansætte flere medarbejdere.
Prioriterer baghaven
Selv om vindmølleprojekter efter planen skal være en vigtig del af Grenaa Havn i fremtiden, afviser Henrik Carstensen, at det får betydning for havnens forretning, hvis det viser sig, at ’åben dør-ordningen’ er i strid med EU-lovgivning.
Grenaa Havn byder således ind som partner på statslige projekter som eksempelvis Kattegat 2 og Hesselø Vindmøllepark. Desuden er der flere projekter på vej ud for den svenske vestkyst, som Grenaa Havn ligeledes håber på være en del af.
»Der er ikke så mange havne, der har pladsen til pre-assembly, altså hele opbygningen af projekterne. Den plads har vi indtil videre, så der skal nok være masser af spændende ting, der venter på os. Det er bare ærgerligt for de virksomheder, der har valgt at satse i Kattegat og omkring vores havn, at de måske ender med ikke at blive til noget, og for os er det ærgerligt, når vi gerne vil prioritere de projekter, der ligger i vores egen baghave,« siger Henrik Carstensen.