Fortsæt til indhold

JBU-hæder til Henneberg

TIF-kassereren fik hæderstegnet for sin kæmpestore indsats på fodboldfronten

Samfund
Af Martin Bjerregaard Jensen

ildsjæl Thorsø-Tungelund IF’s kasserer, Poul Erik Henneberg, fik i sidste uge overrakt JBU’s hæderstegn, - en hæder, der er indstiftet i 2008, og som kun uddeles ved særlige lejligheder. Overrækkelsen fandt sted som et indslag i ugens XL-Byg Cup på Tungelund Stadion. Og det er da også noget ganske særligt, Poul Erik Henneberg har præsteret. Det kom Hans Peter Johansen, formanden for JBU’s kreds 2, ind på i sin hyldesttale til Poul Erik Henneberg. "Prisen gives til ledere og trænere, der har gjort sig særligt fortjent ved deres arbejde for fodbolden. De kriterier opfylder Poul Erik Henneberg til fulde, idet han i 33 år har bestridt en meget vigtig post i TIF", sagde Hans Peter Johansen. Det er den vigtige kassererpost, Poul Erik Henneberg har siddet på i de mange år. Han kom ind i idrætsforeningens bestyrelse, dengang Thorsø-Aidt IF, i 1976, og allerede året efter blev han kasserer. Da idrætten i Thorsø fusionerede til Thorsø-Tungelund IF i 2005 var Poul Erik Henneberg det naturlige valg som hovedkasserer for hele foreningen. Hans Peter Johansen understregede vigtigheden i at have en sikker ankermand på kassererposten. "Det er afgørende for en klub. Så kan de andre koncentrere sig om andre ting, herunder selvfølgelig også det sportslige på banerne", sagde han og karakteriserede Poul Erik Henneberg som et gemytligt og venligt væsen, der også forstår at skære igennem, så ingen er i tvivl om, hvad han mener, - når det er nødvendigt. Med prisen fulgte en nål, et diplom og et partoutkort til alle fodboldkampe under JBU. Hvad JBU-formanden ikke kunne vide og ikke kom ind på, er, at Poul Erik Henneberg også er den solide økonomiske »bagmand« for Egnsfesten i Thorsø, som jo også er idrætsforeningernes fest. Her har skiftende Egnsfestkomiteer nydt godt af hans sikre greb om økonomien. Efter prisoverrækkelsen fortsatte kampene, men ikke tiden ud. Et pludseligt tordenvejr satte punktum for de to serie fire-kampe 10-15 minutter før tid.