Fortsæt til indhold

“Det er en kæmpe ære at blive Årets Åbyhøjer”

Den ene del af sidste års Årets Åbyhøjer, Jette Enevoldsen, er meget stolt over titlen

Samfund
Christina S. Johansen

“Jeg er født og opvokset i Åbyhøj og har boet her hele mit liv, på nær seks år. Jeg er derfor åbyhøjer helt ind til benet, og jeg er stolt af det! Derfor var det også en kæmpe ære at blive Årets Åbyhøjer,” fortæller Jette Enevoldsen, som sammen med sin mand Jens Enevoldsen vandt titlen som Årets Åbyhøjer 2014.
De fik titlen for deres store engagement i lidt af hvert i Åbyhøj. De støtter blandt andet op om flag-alléen, julebelysningen, pensionistfesten og basaren i sognegården.
“Vi får jo meget mere tilbage, end det vi giver, når vi sådan hjælper til her og der,” siger Jette Enevoldsen.

“Det var helt utroligt”

Da torvedagen fandt sted sidste år, var Jette enevoldsen i fuld gang med at sælge lodsedler, da hun fik besked på ikke at gå for langt væk.
“Det satte tankerne i gang. Kunne det være os, som skulle kåres? Det gav lige lidt hjertebanken og sved på panden, men jeg nåede at få tænkt noget, som jeg ville sige på scenen,” siger Jette enevoldsen, som sammen med manden var meget overvældede over hele situationen.
“Jeg havde da aldrig tænkt, at vi skulle kåres. Det var helt utroligt og simpelthen stort, og der kom da lidt tårer i øjenkrogen,” siger Jette Enevoldsen, som synes, at det er en god tradition, at kåre Årets Åbyhøjer.
“Jeg synes, det er rigtig godt at påskønne alle de frivillige, som bruger deres fritid på noget, som kommer os alle til gavn,” siger hun.