Livsfarlig udvikling af misbrug blandt unge i Syddjurs
I Syddjurs har myndighederne de sidste tre måneder set en markant stigning i unge fra 14-års alderen, der er blevet afhængige af de stærkt vanedannende opioid-piller
Flere myndigheder i Syddjurs er gået sammen om at udtrykke en stor bekymring for unges øget forbrug af en ny type stoffer. Det drejer sig om opioider, et stærkt smertestillende og vanedannende præparat, som kombineret med andre former for rusmidler kan føre til dødsfald.
For nylig modtog alle forældre i Syddjurs Kommune via Aula en opfordring fra Rusmiddelcenter Syddjurs til at være opmærksomme. På centret oplever de nemlig lige nu en uheldig og livsfarlig udvikling af misbruget blandt unge helt ned til 14-15 års alderen.
»Vi har tidligere kendt til afhængighed af de her piller, men det har været hos voksne. Vi råber vagt i gevær nu, fordi vi de sidste tre måneder har fået ni unge i i alderen 14 – 18 år i behandling, og det er noget helt nyt,« fortæller Carsten Johnsen, leder af Center for Social Rehabilitering i Syddjurs, som Rusmiddelcentret er en del af.
Pillerne går under navne som tramadol, dolol (dol), oxycontin (oxy) og xanax. De er receptpligtige, i familie med morfin og beregnet til mennesker med stærke smerter efter for eksempel en operation. Men selv om de kun kan fås på recept i Danmark, så florerer de alligevel i større og større omfang blandt unge mennesker. Tendensen ses i hele landet og således også i Syddjurs.
»Den største udfordring er tilgængeligheden. Lige nu handles de tilsyneladende alle steder, og vi finder spor af dem i offentlige rum som letbanestationerne og andre steder, hvor de unge hænger ud. Forhandlerne kontakter de unge via Snap, Instagram og TikTok, hvor de får tilbudt pillerne, og så er prisen ovenikøbet faldet så voldsomt de seneste måneder, så en enkelt nu kun koster to kroner,« fortæller SSP-koordinator i Syddjurs Kommune, Heine Skovbak Iversen. SSP er det lokale kommunale samarbejde mellem Skole, Socialforvaltning og Politi.
»Noget tyder på, at forhandlerne importerer pillerne fra udlandet, eksempelvis Spanien,« siger han som en forklaring på, hvorfor pillerne kan købes, selv om de er receptpligtige i Danmark.
Stærkt vanedannende
Pillerne giver ikke brugerne en rus, faktisk tværtimod. De giver en dyb følelse af velbehag.
»Stoffet har en afslappende effekt. De unge, hvor mange i dag har ondt i livet, har et dårligt selvværd eller ligger under for et pres om at skulle præstere, oplever, at pillerne gør dem mere ligeglade. De bliver mere loose, tør pludselig række hånden op i skolen, og de får generelt en anden adfærd. Det er selvfølgelig fristende, hvis man mistrives, at man så kan tage en pille og få det bedre,« siger Carsten Johnsen.
Fælles for alle præparaterne er dog, at de er stærkt vanedannende. Faktisk lige så meget som heroin. Derfor tager det kun et par uger at blive afhængig af stoffet, og som tiden går skal kroppen bruge mere og mere for at opnå en effekt.
Men de unge tænker ikke på pillerne som stoffer.
»Opioid-pillerne ligner almindelig medicin. De kommer i blisterpakker, som man kender fra for eksempel Panodiler, og derfor tror de unge ikke, det er farligt. Men når først de er blevet afhængige, så er det ekstremt svært at komme ud af igen på egen hånd.«
Det er næsten umuligt for de unge selv at trappe ud, og hvis man stopper forbruget fra den ene dag til den anden, får man svære abstinenser. Ofte er det nødvendigt med medicinsk behandling for at komme ud af afhængigheden.
»Det, behandlerne på Rusmiddelcentret fortæller mig er, at der er ni i behandling nu, men de har kendskab til en del flere unge mennesker i kommunen, som ikke ønsker behandling, fordi de på trods af afhængigheden stadig ikke anser pillerne for farlige.«
Men det er de. Afhængigheden kan gøre de unge selvmordstruet, og hvis pillerne kombineres med andre stoffer eller alkohol kan kroppen i værste fald lukke ned, så man dør af det, hvilket allerede er set i flere tilfælde i Danmark.
Vær opmærksom
Bekymringerne over udbredelsen af opioid blandt unge ses over hele landet, og det ene rusmiddelcenter efter det andet har de seneste uger fyldt overskrifterne hos flere medier. Problemet er først for alvor blevet tydeligt i Syddjurs de sidste tre måneder, men nu rykker myndighederne sammen i bussen og iværksætter en indsats for at gøre både forældre og de unge selv opmærksom på problemet.
»Vi er i fuld gang med at kortlægge omfanget og udbredelsen, og så skal vi ud på skolerne, i 7. -9. klasserne, og fortælle de unge mennesker, at pillerne absolut ikke er harmløse,« siger Heine Skovbak Iversen og tilføjer, at politiet også har en forstærket indsats på området med for eksempel øget synlighed der, hvor de unge opholder sig.
I Rusmiddelcentrets brev til forældrene angiver de, hvad man skal være opmærksom på:
»Børn og unges adfærd, herunder ændringer i adfærd, økonomi (mobiloverførsler, lommepenge og lign.) og omgangskreds. Ændret adfærd kan vise sig ved, at den unge trækker sig, isolerer sig fra sin familie, pludselig sløvhed og/eller abstinenser (svedeture, forhøjet aggressionsniveau, rastløshed.) Ændringerne kan være pludselige, påfaldende og foregået over forholdsvis kort tid. Det anbefaler at man taler med sine unge mennesker om rusmidler, herunder også receptpligtig smertestillende medicin: tramadol, dolol (dol), oxycontin (oxy) og xanax.«
Fra Rusmiddelcentret oplyser de, at der findes en behandlingsgaranti, som betyder, at der højst må gå 14 dage, fra man henvender sig, til behandlingen starter.
Er man i tvivl om ens barn eller ung er på vej ud i et misbrug kan man henvende sig til Rusmiddelcentret på telefon 8753 6400.