Fortsæt til indhold

Nye netværk skal skabe mere aktive arbejdspladser

Skanderborg Firmaidræt vil styrke netværksdannelsen mellem arbejdspladser og andre nøgleaktører omkring idræt og motion.

Samfund
sra

Det er efterhånden særdeles veldokumenteret, at gode tilbud om motion på arbejdspladserne kan skabe mere holdånd, arbejdsglæde og overskud blandt medarbejderne og få flere danskere i bevægelse.

Men hvordan får arbejdspladserne i Skanderborg, Galten og Hørning i praksis adgang til inspiration og bedre muligheder for idræt og bevægelse for medarbejderne i de kommende år?

Skanderborg Firmaidræt tager i de kommende måneder initiativ til at skabe fremtidens firmaidræt i Skanderborg. Firmaidrætten vil aktivt kortlægge mange af de gode motionstilbud på arbejdspladserne i foreningens virkeområder i Skanderborg, Hørning og Galten og identificere arbejdspladsernes motivation behov for nye motionstilbud. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Foreningen Skanderborg Firmaidræt er i dag især kendt for en række tilbagevendende motionsevents som Ladies Mud Race, Midsommerstafetten og lokale stævner.

Takket være en bevilling af Foreningspuljen under Dansk Firmaidræt til projektet ’Fremtidens firmaidræt i Skanderborg’ vil Firmaidrætten nu yderligere styrke den daglige kontakt til og netværksdannelse mellem arbejdspladser og andre lokale nøgleaktører omkring idræt og motion.

Ideen er dels at kortlægge de gode initiativer og motionstilbud, der allerede findes på de enkelte arbejdspladser, dels at skabe bedre overblik over lokale motionsbehov og muligheder for arbejdspladserne.

Skanderborg Firmaidræt vil som led i projektet gå i direkte dialog med forskellige arbejdspladser, motionsudbydere og idrætsfaciliteter i Hørning, Skanderborg og Galten om deres tiltag og behov for motionsindsatser.

»Vi drømmer om, at alle medarbejdere på de lokale arbejdspladser og alle elever på vore ungdomsuddannelser får endnu bedre incitamenter og muligheder for at dyrke idræt og motion. Vores ambition med projektet er dels at assistere de enkelte arbejdspladser med at identificere og skabe endnu bedre motionstilbud, dels at understøtte nye samarbejder mellem virksomheder og faciliteter om motionstilbud eller tilbagevendende events i lokalområderne. Vi vil også gerne anerkende og i dialog med de mange ildsjæle på arbejdspladserne, som skaber gode motionstilbud, og invitere dem med i lokale inspirationsnetværk sammen med andre arbejdspladser,« siger Skanderborg Firmaidræts formand Ulla Staal.

For at få et bedre overblik over tiltag og behov på de lokale arbejdspladser har Skanderborg Firmaidræt indgået samarbejde med Henrik H. Brandt fra Idrættens Konsulenthus, som i den kommende tid vil interviewe en række nøglepersoner for motion på arbejdspladser og faciliteter i lokalområdet.

Dialogen med de lokale arbejdspladser skulle gerne munde ud i konkrete motionstilbud for flere medarbejdere samt i etableringen af stærkere inspirationsnetværk mellem Skanderborg Firmaidræt og arbejdspladserne i lokalområderne.

»Firmaidrætten har en kæmpe værktøjskasse af tilbud om motion på arbejdspladserne, men mange af de lokale arbejdspladser har også selv gode ideer og ressourcer, som måske kan komme flere til gavn med Skanderborg Firmaidræt som formidler og inspirator gennem de netværk, vi etablerer som en del af projektet,« siger Ulla Staal.