Fortsæt til indhold

Vil du hjælpe Biblioteket med at hente og bringe bøger?

Syddjurs Bibliotek inviterer til infoaften 6. marts.

Samfund
gs

Alle skal have mulighed for at læse gode bøger. Derfor har Syddjurs Bibliotek gennem flere år tilbudt borgere, der har fysiske udfordringer, at komme ud til dem, så de ikke selv behøver bevæge sig hen på biblioteket. Efter en dialog med borgeren om læseønsker, kører biblioteket hver 2. måned ud med nye bøger. Denne ordning, der også kaldes ’Bogen Kommer’, håber Syddjurs Bibliotek nu på, at de kan få hjælp til. Derfor inviteres frivillige til et infomøde på Biblioteket i Rønde mandag 6. marts kl. 19.

»Vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan være det rigtige bibliotek for flest mulige borgere. Og vi tror, at ved at samarbejde med frivillige borgere, der ligesom os mener, at læsning, litteratur og den fysiske bog giver glæde, kan vi bringe mere læseglæde ud i kommunen. Der er flere borgere, der vil kunne have glæde af tilbuddet, og derfor har vi brug for flere hænder til at løse opgaven,« siger leder af Syddjurs Bibliotek, Claus Pettersson, i en pressemeddelelse.

Tur-retur

I øjeblikket er der 22 borgere i kommunen, som får leveret ca. 5-6 bøger cirka hver 8. uge. I mange kommuner løses tilsvarende bibliotekstilbud i samarbejde med frivillige kræfter. Og dette har inspireret Syddjurs Bibliotek til at række hånden ud i håbet om, at der borgere der har lyst til at hjælpe. Håbet er, at vi samler et team på cirka otte frivillige, der har lyst til at yde en meget værdsat hjælp for deres medborgere:

»Vi har primært brug for hjælp til at få materialerne ud til borgerne og retur,« siger Claus Pettersson.

»Borgerne bor i alle dele af kommunen, men vi håber, at både frivillige, der ønsker at hjælpe i deres egen by eller i alle hjørner af kommunen, dukker op til informationsmødet.«

Informationsmødet afholdes på Biblioteket i Rønde, hvor man kan høre mere om mulighederne for at hjælpe, stille spørgsmål samt melde sig under fanerne. Man må gerne tilmelde sig til Informationsmødet via Syddjurs Biblioteks hjemmeside.