Fortsæt til indhold

Bevægelse i kunsten i hele Syddjurs

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

I lighed med tidligere år kan et kunstinteresseret publikum komme på rundtur til en stor del af de professionelle kunsthåndværkere og kunstnere i alle kroge af Syddjurs Kommune.

I den kommende weekend inviterer en række syddjurske kunstnere indenfor i deres værksteder. Der bliver således rig lejlighed til at komme tæt på den enkelte kunstner og få et solidt indblik i det arbejde og den kunstneriske proces, som foregår på kunstnerens daglige arbejdsplads.

Kommunal opbakning

"Kunstweekenden er et skridt på vejen til en tættere kontakt ikke blot mellem kunstnere og publikum, men også mellem kommune og kunstnere. Syddjurs Kommune er nemlig en af de første, der for alvor søger at nedbryde afstanden mellem det offentlige og kunsten. Syddjurs Kommune vil gerne kunsten, og er selv en aktiv initiativtager og indkøber af lokalområdets talentfulde kunst," hedder det i en pressemeddelse, som PUK-udvalgsformand Jesper Mathiesen (A) og Anders Barslund Christensen, formand i Billedkunstrådet i Syddjurs Kommune, står som afsendere af.

"Åbne værksteder er ikke kun en udstilling af den enkeltes base, men også en måde hvorpå private, virksomheder, institutioner og kunstnere kan opbygge nogle fælles oplevelser og derved forøge netværk og kendskab, hvor kunst forhåbentlig bliver værdisat og værdsat, solgt og købt eller bare oplevet og forstået," hedder det videre.

Appetitvækker

Hver medvirkende kunstner bidrager med et enkelt værk på fællesbasen, Politistationen i Ebeltoft. Her kan publikum orientere sig blandt de mange deltagende værksteder, eller nyde et distillat af den kunstneriske kvalitet og bredde i Syddjurs Kommune.

Plakatkonkurrencen Åbne Værksteder 2010 blev vundet af Micha Karlslund.