Fortsæt til indhold

Murbrokker til vejfyld er fyldt med jern og plastik, men det sorteres fra

Borgere undrede sig over jern og plastik i de murbrokker, som skal bruges til bundopbygning i Lyngå Skov. Skovens ejer oplyser, at det fjernes, når brokkerne knuses.

Samfund

I en artikel i Lokalavisen Favrskov 8. februar forklarede ejeren af Lyngå Skov, hvorfor der ligger store mængder murbrokker i skoven.

Der er tale om miljøsanerede brokker, som skal bruges til bundopbygning af veje og en flis-plads, forklarede Allan Gertsen, som er en af ejerne i Visti Gertsen Holding, der ejer Lyngå Skov.

»Man finder ikke brokker, som er renere end det her,« sagde han i artiklen.

Det har fået flere borgere til at kontakte avisen. De undrer sig over udtalelserne, da man tydeligt kan se plastik og armeringsjern indkapslet i murbrokkerne.

Lokale borgere har også kontaktet kommunen med selvsamme undren, og derfor har kommunens folk nu været forbi skoven for at kaste et blik på beton-brokker og gamle tagplader.

Dennis Jensen, Natur- og Miljøchef i Favrskov Kommune, fortæller:

»Vi vil jo gerne nyttiggøre gamle byggematerialer, og man må gerne benytte det til vejfundament, men det skal være rene fraktioner. Ifølge loven skal det være uden asbest, armeringsjern og plastik. Vi har kontaktet ejeren af skoven og har talt om, at det bliver sorteret, før det kan bruges som vejfyld.«

Til det siger Visti Gertsen:

»Det har jo hele tiden været meningen, at plastik og jern skal renses fra. Det sker ved, at et knusningsanlæg/rensningsanlæg med larvebånd bryder murbrokkerne ned i små stykker, lidt større end en knytnæve. Så får vi sprængt betonen fra jern og plastik. En magnet fanger jern, og en mand går ved siden af og holder øje med plastik. Når det så bliver lagt ud, så håndsorteres det sidste.«

Knusningen sker formentlig i skoven i uge 10.

»Mange gange bliver brokkerne knust på stedet, hvor de er brudt ned, men det var der ikke mulighed for i dette tilfælde. Derfor har vi fået lov at lægge det ud i skoven midlertidig, til vi kan knuse det dér,« siger Visti Gertsen, som understreger, at det er korrekt, at der er tale om miljøsenerede brokker, hvor alle overflader er slebet fri for eksempelvis maling. Det har taget tre uger at pille bygningen fra hinanden, forklarer han.