Thorasdal: AL2bolig får lov til at overskride maksimumsbeløb
AL2bolig har fået grønt lys til at opføre 75 lejligheder i Hinnerup midtby, selvom byggeriet bliver lidt dyrere end oprindeligt.
I august 2021 sagde byrådet i Favrskov Kommune god for opførelse af 75 almene familieboliger i Hinnerup midtby til en pris på cirka 129 millioner kroner. Det var det maksimale beløb, som byggeriet på daværende tidspunkt ifølge reglerne om alment boligbyggeri måtte koste.
Ved opførelse af almene boliger skal kommunen bidrage med et grundkapitalindskud, som på dette boligprojekt var otte procent af byggeudgiften. Det beløb sig til godt 10 millioner kroner, som byrådet sagde god for, ligesom den foreløbige husleje blev godkendt.
Siden skete der det, at totalentreprenøren Q Construction gik konkurs, så bygherren AL2bolig måtte lave et nyt udbud for at finde en ny totalentreprenør. Her faldt valget for nylig på et tilbud på knap 146 millioner kroner fra Erhverv og Bolig Byg A/S.
Over maksimumsbeløbet
Maksimumsbeløbet for byggeriet er i mellemtiden blevet indeksreguleret fra de 129 millioner kroner til 141 millioner kroner. Det valgte tilbud fra Erhverv og Bolig Byg på 146 millioner kroner er dog cirka fem millioner dyrere end maksimumsbeløbet, så AL2bolig og Favrskov Kommune har ansøgt Landsbyggefonden om godkendelse til at overskride maksimumbeløbet. Som følge af de kraftigt stigende byggepriser har ministeriet givet mulighed for, at et begrænset antal almene boliger på nationalt plan må overskride maksimumsbeløbet på op til 20 procent.
Kommunen og AL2bolig var derfor hurtige til at søge denne godkendelse, da man for nylig valgte totalentreprenør.
»Vores overskridelse på 3,5 procent af byggebeløbet er peanuts i forhold til muligheden for at overskride med 20 procent, og det gik da også lynhurtigt med at få godkendelsen hos Landsbyggefonden. Vi kunne indenfor reglerne have overskredet maksimumsbeløbet med 25 millioner kroner, men vi har ikke nogen intention om at overskride bare for at overskride,« siger Kristina Rytter, byggechef hos AL2bolig.
Godkendelsen fra Landsbyggefonden er afgørende for opførelsen af det planlagte byggeri, Thorasdal, som består af to etagehuse kaldet Ådalshuset og Østergadehuset. Ellers havde det været nødvendigt at skære i projektet.
»Hvis vi skulle skære, så havde det være tagterrasser, altaner, materialernes kvalitet, det bæredygtige og fælles faciliteter, som var kommet endnu mere under lup,« siger byggechefen.
Øgede omkostninger
Byggeriet, der bliver opført, er helt mage til det byggeri, der blev valgt i den første udbudsrunde, fordi AL2bolig allierede sig med arkitekten og ingeniøren på det ”gamle” projekt, som dermed kunne genbruges.
Den tidligere totalentreprenørs konkurs har dog naturligt nok givet ekstra omkostninger til rådgivning, juridisk bistand og udarbejdelse af nyt udbud med videre. Dernæst er der sket en stor stigning i byggelånsrenten og ikke mindst en stor stigning i byggepriser, fortæller byggechef Kristina Rytter, hvilket har fået den samlede byggepris til at stige fra 129 til 146 millioner kroner.
Det betyder samtidig, at huslejen bliver dyrere end den beregnede husleje i 2021. Dengang var den foreløbigt beregnede husleje på 1.047 kroner pr. kvadratmeter om året, hvilket nu er steget med cirka 10 procent til 1.160 kroner pr. kvadratmeter om året. For en lejlighed på 81 kvadratmeter svarer det til en husleje om måneden på 7.830 kroner.
Derudover skal man betale leje, hvis man ønsker en af de 61 parkeringspladser, der bliver etableret i overensstemmelse med lokalplanens parkeringskrav. Kravet er, at der skal være én p-plads pr. 100 kvadratmeterbolig i byggeriet, der er på 6.130 kvadratmeter boligareal.
Godkendt i udvalg
Det nye projekt medfører i forhold til projektet i 2021 en ekstraudgift for Favrskov Kommune på godt 1,4 millioner kroner. Dels 931.000 kroner i ekstra grundkapitalindskud som følge af forøgelsen af maksimumsbeløbet. Dels 492.000 kroner, fordi Favrskov Kommune skal lånefinansiere 10 procent af overskridelsen på knap fem millioner kroner af maksimumsbeløbet.
Økonomiudvalget har godkendt tillægsbevillingen, som skal endelig godkendes på byrådsmødet 28. februar. Udvalget har desuden godkendt den foreløbige husleje, som ifølge forvaltningens vurdering er rimelig i forhold til byggeriets standard og beliggenhed.
»AL2bolig ønsker at bygge moderne og funktionelle bygninger, som bidrager til et godt bymiljø i Hinnerup, og når vi ser på huslejen i tilsvarende byggerier, er vi ikke bekymrede,« siger Kristina Rytter fra AL2bolig.
Den almene boligorganisation har at dømme ud fra ventelisten absolut heller ikke grund til at bekymre sig om interessen for at bo i Thorasdal. Over 600 personer står allerede på venteliste til de 75 lejligheder på 2, 3, 4 og 5 værelser, der er på mellem 63 og 113 kvadratmeter.
»Der er flest lejligheder på to og tre værelser, og der er også suverænt flest på venteliste til disse mindre lejligheder,« fortæller Kristina Rytter.
Der bliver taget første spadestik til byggeriet i midten af maj, og AL2bolig afholder i midten af juni et større informationsmøde.