Fortsæt til indhold

Begejstring over plan for Adelgade: »Vi kunne ikke ønske os et bedre udgangspunkt for at udvikle midtbyen«

MidtbyNetværket roser samarbejdet med kommunen og glæder sig til at forvandle vision og principper til en fantastisk handelsgade.

Samfund

»Vi kunne simpelthen ikke ønske os et bedre udgangspunkt for at udvikle midtbyen. Samarbejdet med kommunen har aldrig været så godt som nu. Vi er blevet inddraget, lyttet til og været med til at vælge mellem de forskellige forslag. Vi har aldrig været så tæt på at få skabt en fantastisk handelsgade, som nu,« lyder det med begejstring fra Jens Juhl, MidtbyNetværkets talsmand.

MidtbyNetværket, der består af repræsentanter fra Cityforening, Foreningen Skønnest ved Skanderborg, Kulturhuset, Handicap- og psykiatrirådet samt Grundejerforeningen i midtbyen, har været involveret i arbejdet med skitseforslag og principper helt fra begyndelsen, og ifølge Jens Juhl er man helt enig i de overordnede principper, der nu bliver retningsgivende for udviklingen af Adelgade.

»Det giver nogle helt fantastiske muligheder for at skabe liv i byrummet, at den ensrettede gade lægges i midten, så der er brede fortove på begge sider på 16 og nogle steder endda hele 20 meter. Det svarer til to små gågader på hver side. Der bliver masser af plads og mange muligheder for at skabe hyggelige byrum med udeservering og boder og aktiviteter af forskellig slags,« tilføjer han.

»Nu skal vi have gang i dialogen med borgerne og butikkerne om det hyggelige, nemlig hvordan gaden skal indrettes. Aftalen med kommunen er, at vi løfter det her projekt i flok,« understreger han.

Jens Juhl lægger ikke skjul på, at de handelsdrivende i Adelgade længe har efterlyst et løft af Adelgade. Timingen med de mange boligprojekter i midtbyen gør, at den øgede købekraft kan nu gå hånd i hånd med fornyelsen af gaden.

»Vi ved godt, at spørgsmålet om finansiering ikke er afklaret, og at pengene ikke er afsat. Det vil tage tid, og det har vi hele tiden vidst. Vi er inde i den her fase, hvor vi med alle de mange tilflyttere er nødt til at bygge skoler og indstitutioner, men så må vi glæde os over, at vi trods alt har 11 mio. kroner til at komme i gang. Og måske lykkes det at finde fem 10 mio. kr. på budgettet til næse år og året efter igen.«