Bunke-bryllup om Hørnings centrum
Ny p-norm, lokalplan for rådhusbyggeri samt en plan for torvet
Det var lidt af et 'bunkebryllup', da byrådet onsdag 21. marts vedtog tre forslag for Hørning centrum.
Der blev vedtaget en ny p-norm, så der nu kun skal laves én p-plads ved nye boliger i centrum uanset boligernes størrelse. Dermed bliver reglerne i Hørning magen til dem, der allerede er i Skanderborg, Galten og Ry.
LÆS OGSÅ: Hundredvis af børn på jagt efter påskeharen
Desuden vedtog byrådet lokalplanen for Hørning Rådhusplads med byggeri af 64 nye boliger opdelt i etaper - samt en 1.400 kvadratmeter stor dagligvarebutik med tilhørende p-pladser.
Og bevarelse af Hørning Bibliotek i den nuværende bygning - mens det tidligere rådhus rives ned.
“Jeg synes, det har været en god proces, hvor vi er nået frem til en maksimal højde på byggeriet og en byggestil, der vil kunne spejle sig i det nuværende byggeri,” sagde Jens Erik Sørensen (V).
“Borgerne på Adslevvej er også glade for, at de er i en positiv dialog med bygherren, så der bygges i flere højder og med luft og en grøn kile gennem bebyggelsen,” sagde han.
Den længe ventede torv
Endelig godkendte byrådetprincipper og indretning af torvestrækningen i Hørning, som der har været nedsat en lokal arbejdsgruppe omkring.
“Projektet kan bidrage til at holde liv i torvet. Jeg er rigtig glad for at have været involveret i processen,” sagde Malene Ringberg (S).
Torveprojektet dækker strækningen fra Vester Allé til Århusvej og skal skabe sammenhæng og helhed med permanente zoner til ophold og aktivitet. Og fleksible arealer, der kan bruges til parkering eller større arrangementer.
Ifølge forslaget vil den eksisterende blodbøg blive omkranset af p-pladser. Men for at samle nogle historieskabende elementer foreslås en kopi af Hørningstenen placeret ved blodbøgen, der med andre træer ved torvet foreslås oplyst nedefra for at fremhæve træerne og skabe sammenhæng.
Skanderborg Kommune skyder to mio. kr. i torvet efter krone-til-krone princippet. Herudover skal Hørning-borgerne komme med et tilsvarende beløb.