Fortsæt til indhold

Smukfest er nødt til at have vokseværk

De første af en lang række møder om fremtiden for Smukfest og Dyrehaven i Skanderborg er blevet holdt. Festivalledelsen ønsker et større publikum

Samfund
Af Henrik Grønvald, JPAarhus.dk

Hvis Smukfest skal fastholde sin position som Danmarks næststørste musikfestival med et godt internationalt musikprogram, skal festivalen være større end i dag, mener Skanderborg Festivalklub.

Hvor mange ekstra billetter der skal sælges, er dog uvist, afslører festivalklubbens nye ordførende direktør, Søren Eskildsen.

LÆS OGSÅ: Verdenskendt sex-bombe indtager Smukfest

”Vi har ikke lagt os fast på noget tal. Vi kan blot konstatere, at vi er i et marked, hvor der er nogle forandringer, som vi bliver nødt til at agere i forhold til. Vi vil gerne blive ved med at udvikle os og lave den fedeste festival for vores gæster. Problemet er, at vi er inde i en stor skov. Havde vi lavet festival på en bar mark, var det let, for så kunne vi bare flytte hegnet udad,” siger han.

Skanderborg Kommune er netop sammen med Skanderborg Festivalklub gået i gang med forarbejdet til en helhedsplan for udviklingen af Dyrehaven de kommende 10 år. Skanderborg Festivalklub præsenterede på en workshop i januar blandt andet ønsker om mere kapacitet, og i denne uge har de første møder været holdt.

En samlet løsning

Festivalformand Poul Martin Bonde understreger, at alle er interesseret i en sammenhængende løsning med en tilsvarende forbedring af festivalens fysiske rammer.

”Vi ønsker ikke selv at gå på kompromis med, hvad festivalen kan, ved at losse x antal flere gæster ind uden at vide at pladsen kan rumme det. Hele safety first-princippet handler om, at vi kan sikre bevægelsen rundt i skoven, at folk har det godt, og at der er den plads, der skal være,” siger formanden.

En af foreningens udfordringer er en støt stigende udgift til musik. Alene fra 2017 til 2018 er udgiften til det samlede program vokset 25 procent fra 40 mio. kroner til 50 mio. kroner.

”Priserne på de store internationale navne vokser og vokser. Vi har hævet entréprisen flere gange, men vi vil også gerne kunne sælge lidt flere billetter, så festivalen kan blive ved med at udvikle sig og ikke på et tidspunkt må geare ned eller stoppe op,” fortæller formand Poul Martin Bonde.

Et stort ønske er også en modernisering af Bøgescenerne, så de kan bære noget mere.

”Bøgescenerne er ved at være en lille smule ude af stand til at opfylde de krav, som nutidens kunstnere har. Nogle kunstnere kommer til Smukfest med 10 sættevogne, men bruger kun de tre. Og når man ikke kan spille med fuld produktion, bliver vores festival måske valgt fra,” forudser Poul Martin Bonde, der suppleres af Søren Eskildsen:

”Det vil kræve noget ombygning, men det ikoniske udtryk med to scener skal bevares. Bøgescenerne er festivalens signaturscener.”