Fortsæt til indhold

Aarhus er noget særligt

Samfund
Arkiv

Mens disse linier skrives, skinner solen fra en smuk, blå himmel, og der er tyve grader udenfor. Det betyder, at vi indtager vores by på en ny måde. På Frederiksbjerg, ved havnen, i Åbyhøj, på Trøjborg og i Risskov sker der noget, når solen kommer frem, og varmegraderne stiger.

Så er det, at vi allesammen lige pludselig igen - efter vinterens grå overdække - finder ud af, at vi bor i en helt særlig by.

Jeg elsker vores by, og det er jeg ikke alene om. Længe før den store verden fandt ud af det, har vi her i Aarhus vidst, at vi havde noget særligt.

LÆS OGSÅ: Chefredaktørens klumme: Skandalesagen uden politiske konsekvenser

Jeg har boet i Aarhus siden 1980 - med afstikkere til København, Favrskov og Syddjurs - så jeg betragter mig i den grad som aarhusianer.

Siden 1980, da min familie flyttede til Vejlby, har byen ændret sig kollossalt. Ikke alene er den vokset betragteligt i størrelse og indbyggertal - der er også kommet et herligt internationalt swung over byen.

Hvis man ikke ved bedre, kan byen nogle gange minde om en international metropol. Men vi ved bedre - vi ved godt, at det stadigvæk er en landsby i en global målestok, med alt hvad det medfører af landsbycharme og underspillet storhedsvanvid.

Vi ved godt, at vi bor i en speciel by, og vi ved allesammen, at ingen andre byer i virkeligheden kan konkurrere med Aarhus. Du kan godt finde dem både meget større, meget vildere og meget flottere - men ingen af dem kan reelt måle sig med vores by. Den er helt perfekt - harmonisk.

LÆS OGSÅ: Klumme: To pissoir-mål og våde Europa-drømme

Vi er stolte af vores by. Stolte som få, som er et motto blandt fans af AGF. Stolte - med et lille strejf af fint mindreværd, da vi jo trods alt kun er landets næststørste by.

Og hvorfor så al den kærlighed til byen, spørger du? Fordi vi nogle gange glemmer det. Også fra denne plads. Nogle gange bliver vi opslugt af alt det, vi synes er noget lort, og som er træls.

Vi har travlt med at kritisere de ting, vi ikke bryder os om. Så er Letbanen latterlig. Trafikken er noget møg, og ingen kan komme på arbejde til tiden. Børnehaverne har ikke nok pædagoger, og de gamle efterlades ensomme på plejehjemmene.

Noget af det er også rigtigt. Men - vi skal også huske at glædes. Og et solbeskinnet Aarhus er noget helt særligt, som vi skal glædes over.

Thomas Helmig har i den fine hyldestsang til Aarhus - Malaga - skrevet det ganske rammende:

"Så godnat Malaga, godnat København. Mine længslers vingesus. Sov godt Michigan og Englenes By. Jeg lukker mine øjne i Århus."

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør