Udfordrer Rejseplanen: "Nørd" gør op med traditionelle rejseapps
Aarhusianske Christian Plesner Hansen har lavet en helt ny rejseapp
Det må da kunne lade sig gøre at lave en app, hvor man på en meget nem og overskuelig måde samler alle køreplaner, og gør det overskueligt, hvornår brugerne skal med det ene eller andet transportmiddel samt have sine foretrukne ruter som favoritter.
Med den undren i tankerne gik 38-årige Christian Plesner Hansen i gang med at lave en ny rejseapp, som kan bruges i hele landet. Han har valgt at kalde den A til B, og indtil videre findes den kun til Android.
"Jeg har arbejdet på den i halvandet år, og først nu føler jeg, at jeg er klar til at dele den med omverdenen," siger Christian Plesner Hansen og viser app’en frem på sin telefon.
Man kan hente køreplaner ned, som app’en husker til næste gang, du åbner den. Det betyder, at du ikke hver gang skal ind og taste ind, at du blandt andet skal med toget mod for eksempel Vejle. App’en viser så, hvor og hvornår den næste forbindelse er til din destination.
Ud til millioner
"Jeg er ikke ude på at udkonkurrere de eksisterende rejseapps. Jeg ser derimod min app som et godt supplement. For mig har det været vigtigt, at min app er nem og hurtig. Jeg sammenligner det lidt med en vejrapp - den bruger jeg også kun, hvis det er nemt og hurtigt," siger Christian Plesner Hansen.
værksætteren, der udover at nørkle med sin app, er selvstændig it-konsulent, drømmer om, at hans app bliver så populær blandt de rejsende i Danmark, at den kan ramme nogle millioner brugere i fremtiden.
"Når jeg har udviklet endnu flere funktioner til app’en, og den også kan downloades til iPhones, så er mit mål, at omkring en million Android-brugere benytter sig af den og det samme med iPhone-brugere," fortæller han.
Bump på vejen
Hans største udfordring med at få app'en op at køre har været at få plads nok til alle de informationer, han gerne vil have.
"Jeg har haft idéen i nogle år, men det har taget tid at nå hertil. Faktisk fik jeg idéen i et forsamlingshus, hvor der ikke var forbindelse, og jeg skulle hjem med offentligt transportmiddel, og jeg blev irriteret. Efterfølgende blev jeg bekræftet i, at andre også oplever, at de bliver stressede, når de ikke kan tjekke køreplaner, når der ikke er forbindelse på telefonen," siger Christian Plesner Hansen.
Derfor har han også lavet sin app sådan, at man kan tjekke køreplanerne, selv om der ikke er forbindelse på telefonen. Han har også ambitioner om flere andre forskellige funktioner i den kommende tid. Blandt andet vil han arbejde for, at telefonen vibrerer tre gange, når der er tre stop, til man skal af, to gange, når der er to stop tilbage og en gang, når der er et stop tilbage.
"Det handler om, at jeg gerne vil give tryghed til brugerne," siger iværksætteren.
Indtil videre er alle funktioner i app'en gratis, og han har heller ikke planer om, at han skal blive millionær på rejseapp'en. Med tiden kan det dog godt godt være, at der kommer nogle tilvalg, som brugerne skal betale ekstra for.