Fortsæt til indhold

Hvordan har fodbolden det på Djursland?

DBU Jylland og Lokalavisen inviterer til debataften i Ryomgård om, hvordan man kan udvikle den lokale seriefodbold på Djursland

Samfund
Martin Schultz

Succes-historier, indlæg fra lokale klubber, input fra en fremtidsforsker og debat om fremtidens seriefodbold. Det er på menuen, når DBU Jylland og Lokalavisen onsdag 23. maj inviterer klubberne til inspirationsaften i Multihallen i Ryomgård.

LÆS OGSÅ: Debutant corede kanonmål i sikker IF Midtdjurs sejr

Baggrunden er de ændringer, som man gennem de senere år har oplevet i de lokale fodboldklubber, hvor færre voksne spiller fodbold, og der derfor bliver tilmeldt færre hold til især de lavere rækker.

”Seriefodbolden er under pres fra mange sider. Derfor vil vi gerne sætte fokus på nogle af de udfordringer, som vi i fællesskab står over for. Men også se på nogle af de muligheder og styrker, som vi skal have opdyrket for at udvikle seriefodbolden,” siger turneringschef Ole Frandsen, DBU Jylland.

Fem mand i panel

Arrangørerne inviterer derfor det lokale fodboldfolk til at deltage og håber, at både ledere, trænere og spillere vil møde op i Ryomgård. Aftenen indledes med et video-indslag fra fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen, som giver sit bud på fremtidsmuligheder og udfordringer for seriefodbolden.

Derefter vil et panel med lokalredaktør Lars Norman Thomsen som tovholder og ordstyrer komme med helt lokale indlæg om seriefodboldens situation.

I panelet deltager Dennis Holdgaard, som er tidligere spiller og i dag er træner på Vivild IF's Serie 1-hold. Han skal fortælle om den stærke klubkultur man har opbygget i Vivild IF.

Jan Espensen er seniortræner i IF Ådalen og har gjort sig erfaringer med, hvordan man får de unge til også at spille fodbold som voksne. I IF Ådalen er der for tiden tre seniorhold.

Nikolaj Søjmark er sportschef i lokalområdets højest rangerede klub FC Djursland. Han vil fortælle om de tanker man gør sig om at udbrede ideen om en eliteoverbygning til hele Djursland.

Og endelig vil træner i TRIF Martin Hornbæk Nielsen fortælle om forsøget på at skrue op for klubkultur-blusset i Thorsager/Rønde IF, og træner i AC Norddjurs Keld Kristensen vil fortælle om klubbens arbejde med få flere børn og unge til at spille fodbold.

LÆS OGSÅ: Drømmestart blev til gyserafslutning for FC Djursland

Mødet om seriefodbolden i Ryomgård er det fjerde i en række DBU Jylland-arrangementer, som tidligere er holdt i Silkeborg, Esbjerg og Skive med stor tilslutning.

”Udfordringerne for seriefodbolden er et problem i hele Jylland. Vi har set antallet af hold falde gennem flere år, selvom antallet af klubber ligger nogenlunde stabilt på lidt over 900. Men der er en tendens til, at det sociale betyder meget, når man vælger at spille fodbold. Derfor ser vi fremgang i antallet af klubber i de store byer med uddannelsesinstitutioner, hvor unge med fælles tilhørsforhold går sammen om at spille på et hold,” siger turneringschef Ole Frandsen, DBU Jylland.

DBU Jylland planlægger at holde otte debatmøder inden erfaringerne munder ud i et konkret forslag om en ny turneringsstruktur til DBU Jyllands årsmøde.

”Vi skal kikke på hele turneringsstrukturen og måske arbejde med en større fleksibilitet i de lavere rækker, som er der vi har det store frafald af hold,” siger Ole Frandsen.