Fortsæt til indhold

Amerikansk burgerkæde åbner i nyt aarhusiansk butikscentrum

Den californiske burgerkæde Carl’s Jr. nu klar til at åbne sin tredje restaurant i Aarhus. Den nye burgerrestaurant kommer til at ligge i Skejby

Samfund
Arkiv

Til efteråret får borgerne i det nordlige Aarhus mulighed for at sætte tænderne burgere fra den amerikanske burgerkæde Carl’s Jr.

Burgerkæden, som er USA’s femtestørste, slår dørene op til en ny restaurant i det splinternye butikscentrum ”Porten til Aarhus”, der lige nu er under opbygning i Skejby, og som foruden Carl’s Jr. kommer til at rumme flere større forretninger. Det skriver Dansk Supermarked Group, som siden 2013 har haft rettighederne til at etablere Carl’s Jr.-restauranter i Danmark, i en pressemeddelelse.

Ifølge Michael Hald, der er Head of Franchise i Dansk Supermarked Group, er beliggenheden ved Skejby nøje udvalgt.

"Fælles for alle vores Carl’s Jr.-restauranter er, at de ligger på super attraktive placeringer. Porten til Aarhus er et knudepunkt og ligger tæt på motorvej og en af de større indfaldsveje til Aarhus. Derfor er det også helt ideelt at åbne en restaurant, der gør det let for gæsterne at lægge vejen forbi til frokost eller aftensmad," siger Michael Hald i pressemeddelelsen.

Der vil være en drive-in ved restauranten, men gæsterne vil også have mulighed for at indtage menuen i et af restaurantens godt 120 sæder, mens børnene slippes løs i legerummet, oplyser restauranten.

Fortsætter indtog i Aarhus

Den nye burgerrestaurant i Skejby kommer i forlængelse af to øvrige Carl’s Jr.-restauranter i Aarhus, som åbnede i henholdsvis 2016 i Tilst og 2017 i Storcenter Nord.

Foruden de aarhusianske restauranter har yderligere 10 byer glæde af Carl’s Jr.-konceptet. Byerne er fordelt over hele landet og flere er på vej. Allerede inden sommer er man nemlig klar til at åbne yderligere to restauranter, lyder det i pressemeddelelsen.

Carl’s Jr. har mere end 3900 restauranter på verdensplan, heraf 12 i Danmark: Næstved, Hundige, Rødovre, Odense, Sønderborg, Kolding, Vejle, Aalborg, Aarhus, Tilst, Viborg, Holstebro.

jwh