Enslydende toner fra Det Radikale Venstre
Et nyt velkomstcenter til erstatning ud for den over 700 år gamle Kalø Slotsruin er den rigtige løsning som indgang til Nationalpark Mols Bjerge, lyder det fra Det Radikale Venstre
“Med det nye velkomstcenter og de tanker, muligheder og perspektiver der ligger i det, er jeg helt sikker på, at vi får et kæmpe løft til vores område. Vi får etableret et center til modtagelse af lokale, gæster og turister, hvor de kan opleve det unikke kulturlandskab og samtidig blive klogere,” lyder det fra Det Radikale Venstres byrådsmedlem i Syddjurs, Jan Kjær Madsen, Hornslet.
Det sker i en politisk udtalelse fra Det Radikale Venstres lokalbestyrelse, der er fælles for Norddjurs og Syddjurs. Partiforeningen bakker op om et velkomstcenter ud for den over 700 år gamle Kalø Slotsruin, “der står som et fyrtårn for den særlige kulturarv i det enestående istidslandskab.”
Læs også:
Kommentar: Demokratiet(s) tilstand
LÆS OGSÅ: Hvorfor er det så vigtigt at bevare Slotskroen?
LÆS OGSÅ: Bollesen: Overvej at bevare Slotskroen
Skivild: Nationalparken skal have et velkomstcenter, basta
Bechs enegang
Dermed afliver partiet de tanker, der var fremme under valgkampen forud for kommunalvalget i november 2017, hvor veteranen Carsten Bech, Ugelbølle, lige pludselig markerede sig som tilhænger af at bevare den nuværende Kalø Slotskro.
Det skabte undren og irritation internt i Det Radikale Venstre, at Carsten Bech gik solo. Politisk plat og forloren populisme var opfattelsen internt.
Siden har Bech forladt politik og meldt sig ud af Det Radikale Venstre, som Lokalavisen kunne fortælle i sidste uge.
Afviser modstand
Den folkelige modstand, som planerne om et velkomstcenter har mødt, fordi den eksisterende Kalø Slotskro skal rives ned, preller af på Det Radikales Venstres ledende talsmænd og-kvinder.
“Det skal den fordi området ligger i strandbeskyttelseszonen. Her er kun givet tilladelse til at bygge i alt 750 etagemeter. Så skal der noget nyt op, må noget andet vige. Det fredede og historiske Hack Kampmann hus bliver synligt og får en fremtrædende rolle.
Samtidig bliver de trafikale og parkeringsmæssige forhold væsentlig optimeret.
Modstandere indvender at man så ikke længere kan spise mad og købe is på stedet. Men det nye velkomstcenter får jo netop en ny og moderne restaurant/café, som fremover vil kunne servicere besøgende – nu året rundt,” skriver Det Radikale Venstre i udtalelsen.