Fortsæt til indhold

Der er musik, fællesskab, kaffe og kage i Ivars Herreværelse

Der er næsten altid fuldt hus, når der er sang og musik for seniorer i Ivars Herreværelse – også for damer

Samfund
Af Stine Østergaard

Selvom han rundede 75 år 30. januar og samme tid havde 60 års jubilæum som selvlært, udøvende musiker, er Ivar Sørensen ikke til at stoppe, når det gælder at dele ud af musikalske gaver.

Hver anden onsdag fyldes Ivars Herreværelse med klavertoner, duften af friskbrygget kaffe og hjemmebagt kage, stemmerne af livserfarne sangere og et forventningsfuldt publikum, der kommer lidt for tidligt.

SE OGSÅ: Billedgalleri: 60 ældre dansere på scenen i forestillingen 'Ultima'

“Nej, nej, nej. Det er alt for tidligt!” siger Ivar Sørenset fra sit flygel og laver en vinkende bevægelse med hånden for at vifte de første publikummer ud ad døren.

Flyglet, som Ivar Sørensen står foran, er faktisk grunden til, at han købte det hyggelige herreværelse. Han havde flyglet opbevaret i den forretning, han havde købt det i. Men da de pludseligt lukkede, blev han nødt til at købe et lokale, som flyglet kunne være i. Det er over 35 år siden. Foto: Stine Østergaard

“De første kommer tit før os,” fortsætter Ivar Sørensen. Imens lister de første publikummer ind ad døren tre kvarter før tid for at låne toilettet og sikre sig en god plads i det maritime lokale, der er plastret til med forskellige kunstværker, skulpturer, skibsmodeller og -dele og andet, som Ivar Sørensen har samlet gennem livet.

Ivars Herreværelse er fyldt med samlersager i et musisk og maritimt tema. Foto: Stine Østergaard

Frivillige kaffebryggere og sangere

I baglokalet er kaffebrygningen i fuld gang. Det har den været siden kl. 13.30, selvom der først er kaffepause omkring kl. 15. Ellers kan de frivillige ikke nå at lave kaffe nok.

“Det er så dejligt at være her. For folk kommer så glade ind ad døren, men de er endnu gladere, når de går herfra,” siger Grethe Graversen, som er en af de tre frivillige, der står for alt det praktiske.

Sangerne har også “den alder, de skal have” som Ivar Sørensen formulerer det. Musikken er både klassisk, jazzet og folkeligt – alt efter, hvilke sangere som er på programmet til de forskellige koncerter.

LÆS OGSÅ: Læserbrev: Ejer Jette Skive da ikke en smule selvkritik?

Det giver Ivar Sørensen lidt at arbejde med ved tangenterne, at sangerne er så forskellige. Men det nyder han nu.

“Heldigvis tager jeg det hele på gehør. Jeg kan ikke skaffe alle de noder, og jeg kan heller ikke læse dem,” griner han.

Så snart koncerten er i gang springer han skiftevis op fra klaverbænken for at underholde publikum med at introducere den næste sanger og lader dernæst fingrene danse let hen over de hvide og sorte tangenter.

I anledningen af Ivar Sørensens fødselsdag har en af de faste besøgende skrevet en fællessang. Foto: Stine Østergaard

Musik med grin

De smukke sjælere og de frække viser bliver krydret med Ivar Sørensens friske kommentarer, og hurtigt får han førstegangsbesøgere bildt ind, at når det er første gang, man er her, så skal man tage opvasken.

“Hvis jeg kan få dem til at grine lidt, så gør jeg det. Hvis jeg altså har flere dumme vittigheder tilbage,” siger Ivar Sørensen.

Der bliver både grinet, klappet og vippet med fødderne i takt til musikken. Og efter en times tid er det tid til at snakke med sidemanden over et stykke kage og en kop kaffe.

Ivar Sørensen sørger både for smukke klavertoner og gode grin mellem numrene, når han introducerer sangerne. Foto: Stine Østergaard