Partifælle kritiserer Inger Støjbergs Ramadan-udmelding: Hun skaber problemer - løser dem ikke
Fatma Øktem mener ikke, at muslimers faste i Danmark er et så stort problem, som Inger Støjberg gør det til
"Jeg vil opfordre dem til, at man som muslim holder ferie i ramadanmåneden, så det ikke får en negativ indvirkning på resten af det danske samfund."
Sådan skrev integrationsminister Inger Støjberg (V) for nylig i en blog i BT i anledning af ramadan, der i år finder sted fra 17. maj til 15. juni. Ministeren begrundede sin opfordring med, at det vil være farligt for os alle, hvis eksempelvis buschauffører og sygehusansatte ikke spiser eller drikker en hel dag.
Ingers Støjbergs aarhusianske partifælle Fatma Øktem ærgrer sig over ministerens udmelding:
"Det er et kæmpe problem, at vi som liberale politikere blander os i så meget. Vores opgave er at løse problemer - ikke skabe dem," siger Fatma Øktem, der selv er muslim, men ikke faster under ramadan.
Op til arbejdsgiverne
"Jeg tror ikke, man kan faste og præstere optimalt, men det er ikke så stort et problem, som Inger Støjberg gør det til. Så havde arbejdsgiverne nok meldt det ud," siger Fatma Øktem, der tidligere har været medlem af Folketinget og er Venstres folketingskandidat i Skanderborg.
"Jeg kender rigtig mange muslimer, der ikke faster. Det er måske halvdelen af de omkring 300.000 muslimer i Danmark, der faster, og jeg tror, arbejdspladserne løser det godt. Hvis arbejdsgiverne siger, det er et problem, synes jeg, vi skal tage det op."
Ifølge en læserafstemning i bloggen i BT er halvdelen af læserne enige med Inger Støjberg i, at muslimer bør holde ferie under ramadan.
Ramadan