Aarhus-museum hylder menstruationen
Kvindemuseet fejrer International Menstruationsdag
Kvindemuseet i Aarhus fejrer onsdag 30. maj den internationale menstruationsdag, som officielt fandt sted for to dage siden.
Det sker med blandt andet oplæg fra eksperter, seneste nyt fra menstruationsverden, lancering af nye produkter og Open mic (åben mikrofon) omkring menstruation.
Alt sammen for at hylde kvinder og menstruationen samt sætte fokus på hygiejne og bekæmpe menstruationstabuet, der eksisterer rundt omkring i verden, skriver Kvindemuseet på sin hjemmeside.
På Kvindemuseet ved domkirken i Aarhus kan du i dag blandt andet møde viceborgmester Camilla Fabricius, menstruationseksperterne Kira Skovbo og Emma Libner og komme med dit eget input omkring menstruation til Open Mic.
Du kan også deltage i debat, quiz, høre musik og se gøglershow og gå på opdagelse i det nyeste indenfor menstruationsremedier, som Real Relief og PadPals tilbyder.
Dørene åbner klokken 15. Første oplæg begynder klokken 16.
jr