Anmeldelse: Pharrell og nørderne nedlagde Northside
Næsten fuld anmelder-plade til N.E.R.D, der leverede et brag af en koncert
(N.E.R.D - Grøn Scene: 5,5 af 6 stjerner)
Den største fest på Northside siden Thomas Helmig 2017 - uden sammenligning i øvrigt.
Den amerikanske hiphop-gruppe N.E.R.D kom, så og sejrede, da de fredag eftermiddag/aften lagde vejen forbi Grøn Scene.
Sjældent har man set en koncert, hvor de optrædende er så sublime til at engagere publikum. Og publikum var i allerhøjeste grad klar til at blive sat i sving.
Hænderne var i vejret fra start, og de mestendels blege danskere i publikum dansede, som var de på undergrunds-natklub i det mørkeste Harlem.
Og især superstjernen, hitmageren og koncertens absolutte unikum, Pharrell, var - sammen med solen - medvirkende til, at de jublende koncertgængere blev badet i sved.
Inden koncerten var der strikse instrukser på storskærmene om, at moshpit og crowdsurfing ikke er tilladt. Men den besked havde Pharrell ikke fået - eller også valgte det nu 45-årige(!) energibundt at se stort på den. Gennem hele koncerten opfordrede han til, at der skulle slås festival-rekorder med de forbudte koncert-klassikere. Der blev næppe slået rekorder, men flere gange havde han held med opfordringen, og under 'Run to the sun' surfede mindst 30 personer hen over menneskemængden.
Forinden havde trioen - igen anført af den 175 centimeter gigastjerne - leveret et fabelagtigt medley med gamle The Neptunes-klassikere.
Pharrell var konstant over publikum og hans energi og engagement nåede helt op til de bagerste rækker. Det var dog to heldige piger fra frontrækken, han hev op til knus og fællesdans efter en håndfuld hits. Og pigerne fik lov at danse med helt til slutningen af koncerten.
Dansefesten nåede sit klimaks, da 'She Want's to Move' bragede ud over et euforisk publikum. Selv en kvindelig pantsamler, der netop havde nået Lokalavisen Aarhus' udsendte, smed sin pose fra sig og rystede røven i lige så fejlfri stil som N.E.R.D's medbragte dansere.
Northsides hidtil bedste koncert sluttede med det gamle hit 'Rockstar' og moshpit akkompagneret til det fremragende Rihanna-hit 'Lemon' fra N.E.R.D's seneste plade, 'No One Ever Really Dies'.
N.E.R.D gik på 11 minutter for sent, men hvert et sekund af ventetiden var givet godt ud. Men vi kunne allesammen godt have klaret 11 minutter mere.