Fortsæt til indhold

Nu støbes soklen til Fællesskabets plejecenter i Ry

I denne uge afleverer kommunen sine kommentarer til detailprojektet for det nye plejecenter i Ry, hvor anlægsarbejdet er i gang

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

I denne uge modtager entreprenøren, der står for opførelsen af det nye plejecenter i Ry, Skanderborg Kommunes respons på forslaget til detailprojektet for plejecentret.

Detailprojektet ventes endelig godkendt før sommerferien.

"Dermed vil alle detaljer om lofter, gulve, placering af stikkontakter og lignende være på plads," fortæller Heidi Duus, der er projektleder på byggeriet.

Færdig efteråret 2019

Det nye plejecenter, projekt Fællesskabets Hus, som det er døbt, ventes at stå helt færdig i sidste kvartal af 2019. Ifølge planen skal beboerne flytte ind i september/oktober 2019.

"Forinden skal huset overdrages, testes og gennemgås for mangler," siger Heidi Duus.

Det får to boenheder med tilsammen 72 boliger samt en centerbygning med café, værksted, multisal og administration.

"Det bliver sådan, at man kan gå direkte fra boenhederne ind i centerbygningen, og sådan at man kan komme ind i centerbygningen uden, man skal igennem boenhederne," siger Heidi Duus.

Ideen er et åbent hus

"Cafeen vil kunne bruges af alle, der kommer i huset. Og af ældre, der bor i området. Vores Køkken kommer til at stå for driften, og det må ikke være konkurrenceforvridende."

Når plejecentret i Ry er færdig, venter en plejeboligplan for Galten.

"Den politiske vision er, at det skal være et åbent hus, selv om kerneydelsen er pleje og genoptræning for visiterede borgere. Herudover vil huset være tilgængelig for foreninger og alle i frivillig regi i den udstrækning, der er ledige lokaler. Det er klart, at det er noget, der skal finde sin form i praksis," siger Heidi Duus.

Lettere træværksted

Ved hovedindgangen i centerbygningen indrettes det meget omdiskuterede værksted, blandt andet for lettere træarbejde, i forbindelse med pedellens kontor og værksted.

"Der bliver mulighed for at lave lettere håndværksmæssigt arbejde, og ideen er, at det bliver et sted, hvor beboerne og andre ældre også kan kigge forbi og være en del af stedet," siger hun.

Derimod bliver der ikke plads til de lidt tungere træmaskiner, som den nuværende trægruppe, der holder til i kælderen under plejehjemmet Ryvang, råder over. De skal finde base et andet sted. Måske i kælderen under det tidligere bibliotek. Eller - måske - blive under Ryvang.

Samspil med nabolaget

Fællesskabets Hus bliver på cirka 8.000 kvm.

De 72 boliger omfatter 67 to-værelsesboliger på 76 kvadratmeter samt fem boliger med tre værelser på 91 kvadratmeter.

Hver boenhed får en gårdhave. Arkitekterne har bestræbt sig på at finde en form for byggeriet, der ikke ligner et traditionelt institutionsbyggeri, men derimod vil falde fint ind i området, hvor der er parcelhuse til alle sider.

Plejeboligerne bliver i to etager med en samlet højde på 8,5 meter. De bliver bygget på den nordlige del af grunden, hvor det gamle rådhus tidligere lå, mens den sydlige del af grunden holdes fri til grønt område og aktiviteter, blandt andet med en boldbane.

Arkitekterne har lagt stor vægt på, at der fortsat er et stisystem og masser af grønne oaser. Det samlede anlægsbudget for byggeriet er på 182 mio. kroner.

Det er CC Contractor fra Herning samt Link Arkitektur, Lab Land Arkitekter og Cowi, der bygger det nye center.