Fortsæt til indhold

Find vej i Northsides madmekka

Få overblik over alt fra eksotiske retter fra fjerne himmelstrøg til den klassiske burger og østers

Samfund
Bente Tahmasbi Hansen

Nortside Festival byder som bekendt ikke bare på en række store og spændende musiknavne men også på 50 boder med 100 procent økologisk gourmetmad. Hvor skal man begynde og ende? Vi giver dig et overblik her:

De nye

Hvert år er der en række nye indslag på menukortet, og i år er ingen undtagelse:

En spektakulær gullaschkanon fra krigens tid har fundet vej til festivalen og sørger for kernesunde sammenkogte retter til 1000 mennesker om dagen.

En gruppe kvinder fra Somali Food sørger for samboosa - også kaldet samosa - og andre somaliske snacks.

Folkene bag hedengangne Restaurant Sårt serverer shawarma med fårekød, og Restaurant Ferdinand byder på fettuccine, tatar og bordservering. Det sker i et 400 kvadratmeter stort telt i to etager ved siden af Vin & Champagne-området.

Restaurant L’Estragon tilbyder vegetariske retter som spicy kartoffelsuppe med avocado og salsa eller dahl med syltede ramsløg og dukka.

De eksotiske

Der er en lang række retter fra eksotiske steder i verden, og det er ikke altid åbenlyst, hvad de indeholder, når man bare læser navnene.

For eksempel kan man få manakish. Det er arabisk faldbrød med forskelligt fyld på - en slags minipizza.

Menukortet indeholder også satay, der er indonesiske kylligenspyd med jordnøddesovs. Og yakitori sticks, der er japanske kyllingespyd. Man kan også få de japanske bento bokse, der typisk indholder fire små retter arrangeret i en boks.

Et andet indslag er chufa pandekager. Chufa kaldes også jordmandel eller tigernød, selv om det er en knold og derfor kan tåles af de fleste - også allergikere.

De klassiske

Ikke en festival uden en burger eller en pizza. Sådan er det også på Northside. Her kan man få den klassiske Northside Burger men også Umami Burger. Umami er den femte grundsmag, og den udgør sammen med surt, salt, sødt og bittert de smage, som tungen er i stand til at sanse. Ordet er japansk og betyder velsmagende.

Man kan også få sig en af de meget populære Porchetta Burger. Porchetta er en rullesteg, der minder om en flæskesteg men med sprød svær hele vejen rundt. I midten har den et fyld, der f. eks. kan være ost, abrikser, soltørrede toamter og friske krydderier.

Der er også klassiske danske indslag som flæskestegsandwich, brændende kærlighed og gris i øl.