Den lokale nyhedshund har bjæffet i 75 år...
... men er den stadig bidsk? Både ja og nej. Vores hjerte banker stadig for skarpe lokale nyheder, men vores rolle har ændret sig fra vagthund til formidler
Kan man ikke få bragt det budskab, man gerne vil ud med, så bringer man bare en ny avis til torvs selv. Nogenlunde sådan var fødselskriteriet for første udgave af UgeBladet Skanderborg 16. juli 1943. Den var ikke gået i dag.
Nyhedshunden bjæffer dog stadig, men samtidig logrer vi imødekommende. Skarpe lokale nyheder er det kødben, vi gnaver på, men vi har også en anden rolle i dag. En rolle som formidlere: Hvad sker der i kommunen, hvad rører sig i centerbyerne, og hvad er det lige, de har gang i ude i landsbyerne.
Vi lægger vægt på den konstruktive journalistik. På at være med til at finde løsninger, skabe forandring, og der igennem styrke de lokale fællesskaber. Dem er vi nemlig også selv en del af - og fuldstændig afhængig af. Vi vil være en avis, der binder de mange fællesskaber i kommunen sammen - store såvel som små. Skanderborgs fællesskabsfremmende avis.
Det er noget af en mission. Derfor tog vi tidligere i år kontakt til sangeren og sangskriveren Anders Graae for at høre, om han kunne skrive en sang og gennem den definere det særlige Skanderborg DNA.
Netop fællesskaberne var det, han oftest hørte, når han spurgte folk, hvad de holder særligt af ved Skanderborg.
Fællesskabets talerør
UgeBladet er fællesskabets talerør, hvad enten fællesskabet er en forening, erhvervslivet, handelslivet, en landsby, centerby eller kommunen.
Sammen med de lokale nyheder bringer vi også serviceinformationer fra Fælleden såvel som information om store og små aktiviteter og arrangementer rundt omkring i kommunen.
Vi er også lokalpolitikernes talerør, omend nyhedshunden nok knurrer lidt mere her end ellers. Vi påtager os ikke rollen som mikrofonholdere, men forholder os kritisk til det, der forgår blandt byrødderne.
I den forbindelse har UgeBladet en voksende rolle som diskussionsplatform for borgerne. En vigtig rolle, der er med til at styrke det lokale demokrati.
For et år siden blev UgeBladet overtaget af Politikens Lokalaviser. Gennem fusionen med Lokalavisen Skanderborg blev der for alvor sat turbo på UgeBladets online liv.
Online hver dag
Vi er ikke længere kun en trykt avis, der udkommer en gang om ugen. Vi udkommer hver dag online. På vores netavis kan vores læsere følge den daglige nyhedsstrøm. Dagligt sender vi nyhedsbreve til de af vores læsere, der abonnerer på dem.
Nogle af vores læsere følger os på Twitter, og får de daglige nyhedsopdateringer ad den kanal. Og rigtig mange følger os på Facebook. I den forgangne uge nåede vi på Facebook ud til flere end 210.000 læsere. Det er vi ret godt tilfredse med som lokalavis i en kommune med knap 62000 indbyggere.
Men selvom vi er lidt stolte over de resultater, vi har opnået, så er vi også ydmyge. Det forpligter at være Skanderborgs eneste tilbageværende avis. Nuvel, andre medier dækker da også Skanderborg, men ingen har rødderne plantet så dybt nede i Skanderborgs muld, som vi har. Vores fokus er et hundrede procent på Skanderborg.
Et spadestik dybere
Er der da ingen begrænsninger ved at være en ugeavis fremfor et dagblad? Nej, det mener vi ikke. Ofte betyder den længere deadline, at vi har tid til en grundigere research og kan fokusere mere på konsekvenser end processer. "Et spadestik dybere," kunne være vores motto.
Vi er dog afhængige af fællesskabet med vores læserer. De er vores vigtigste kilder. Vi kan ikke nå at overskue alt, hvad der sker i hele kommunen. Vi er afhængige af input fra jer læsere. Så husk at give os et praj, når der sker noget vigtigt lokalt.