Fortsæt til indhold

“Fys’en” kommer hjem til dig

RaskRask.dk er fysioterapi i kundens eget hjem. Tre unge aarhusianere står bag

Samfund
Christina S. Johansen

En fodbold-takling, som gik galt, blev begyndelsen til firmaet RaskRask.dk, hvor kunderne via hjemmesiden kan booke en fysioterapeut til at komme hjem til sig selv inden for én til tre dage.
“Når man står med en skade, betyder det meget, at man hurtigt og nemt kan få behandling. Mange orker ikke først at skulle vente på en tid hos egen læge, så vente i venterummet for at komme til og få en henvisning til en fysioterapeut, og så igen vente på en tid hos denne,” siger Albert Kirk Iversen, som er idémanden til RaskRask.dk.
Den 28-årige tidligere professionelle pokerspiller står for forretningsdelen af firmaet, mens 26-årige Liene Dreimane står for hjemmeside- og design-delen, og endelig står 30-årige River Breinholt, som er uddannet fysioterapeut, for alle indspark om alt, hvad der handler om fysioterapi-delen.
Derudover er der lige nu tilknyttet fire uddannede fysioterapeuter, som er dem, der tager ud til kunderne - hvad enten det er hos kunden selv eller eksempelvis på kundens arbejde.

Først Aarhus, så verden

Trioen bag RaskRask.dk kalder selv det nye firma for “fysioterapi gjort nemt” og “fysioterapi ført ind i det 21. århundrede.”
“Tid er ens dyrebareste ressource nu om dage, derfor skal hjælpen være der, når du har brug for den, og den skal være nem at få,” siger River Breinholt.
Fordi man med RaskRask.dk går udenom ens egen læge, mister man også tilskuddet til fysioterapeuten, men eftersom RaskRask.dk ikke har en klinik, hvor der skal betales husleje og så videre, så formår firmaet at kunne holde priserne nede, hvor de er konkurrencedygtige.
I opstarts-fasen dækker firmaet kun kunder i en omkreds af cirka fem kilometer fra Aarhus C.
“Først koncentrerer vi os om Aarhus, og så overtager vi verden bagefter,” siger River Breinholt, som afslører, at planen bestemt er at udvide forretningen.