Café Fika er åbnet i Nørregade
Økologiske Fika har åbnet café nummer to i Aarhus. I Nørregade 28.
NY CAFÉ Køen strakte sig adskillige meter ned ad gaden, da Café Fika slog dørene op til deres nye café i Nørregade 28 mandag middag 6. august.
Spisestedet havde da også lovet gratis salater til de første 100 kunder og 50 procents rabat på menukortet resten af åbningsdagen. Et rygte, der syntes at have spredt sig.
“Da vi åbnede mandag klokken 12, stod der omkring 170 mennesker i kø. Så på den måde var de 100 gratis salater væk fra start. Men da vi gerne ville give kunderne den samme oplevelse, som de almindeligvis vil få hos Fika, skulle alle have lov til selv at vælge de salater, de ønskede. Det betød, det tog cirka halvanden time, før de 100 salater var lavet og langet over disken,” fortæller Thianna Breinholt, der sammen med Mikael Gullander åbnede byens første Café Fika i Jægergårdsgade i 2012.
Der har været godt gang i den i caféen i Jægergårdsgade fra dag et, og det samme ser altså ud til at blive tilfældet på den nye adresse.
“Vi havde over 400 kunder igennem i løbet af mandagen og måtte melde udsolgt en time før lukketid. Dagen var var en succes, og vi er både meget glade og overraskede over at få så stor opbakning,” siger Thianna Breinholt her få dage efter åbningen.
Sundt takeaway alternativ
Hos Café Fika frister menuen med flere forskellige, friske salater og toppings, hjemmelavede sandwiches, friskpressede juicer og smoothies og nybrygget kaffe. Alt på menuen er 90-100 procent økologisk, og caféen tilbyder en række gluten- og laktosefrie alternativer. Desuden er al engangsemballage bionedbrydeligt.
“Hos Café Fika ønsker vi at tilbyde sultne aarhusianere et sundt og velsmagende takeaway alternativ. Vores opfattelse er, at folk gerne vil have den nemme madløsning, men uden at skulle gå på kompromis med sundheden. Hos os kan folk mikse flere forskellige salater, end de måske ville kunne, hvis de skulle lave salat derhjemme. De får et nemt og solidt måltid, hvor de ikke sidder tilbage med følelsen af at have syndet, når maden er spist.”
Hyggelig og livlig lokation
I en tid med fokus på sundhed, bæredygtighed og miljø tyder meget på, at Café Fika rammer plet. Så meget at tiden altså er kommet til at udvide med endnu en café i den anden ende af byen.
“Vi har valgt lokationen i Nørregade for ligesom at kunne dække den anden del af byen ind også. Vi ville gerne have et sted, der var hyggeligt, men som samtidig lå på en livlig gade, hvor folk har deres naturlige gang forbi, og der er mulighed for parkering. Nu vi primært satser på takeaway,” forklarer Thianna.
Café Fika har i øjeblikket over 25 ansatte, som vil deles om at sørge godt for sultne kunder i de to caféer på skift.
“Vores passion er bæredygtighed, økologi og sund mad. Vi vil gerne vise, at det kan lade sig gøre at drive en virksomhed efter de værdier, og vi tror på, det er vejen frem. Heldigvis tyder meget på, at mange i Aarhus er enige.”
Til hovedstaden på sigt
På spørgsmålet om, hvor vidt Café Fika kunne tænkes at åbne i andre byer, svarer Thianna:
“Lige nu satser vi på at få vores nye sted op at køre. Så tager vi den derfra. Men vi er da flere gange blevet spurgt, om ikke vi åbner i København. Konceptet passer rigtig godt til større byer, så det er da slet ikke utænkeligt. Lige nu synes København godt nok lidt langt væk, men måske på sigt...” siger Thianna med let hemmelighedsfuld stemme.
Café Fika i både Nørregade og Jægergårdsgade har åbent mandag til søndag klokken 10-20.
Se mere på cafefika.dk