Revyen er flyvende
I hvert fald er borgmester Kirstine Bille (SF) kommet usædvanligt højt til vejrs i årets revy i Kolind
Borgmester af Syddjurs, Kirstine Bille, er blevet hejst op i en lift og må ikke komme ned, før hun har lovet Kolind et nyt rådhus.
Det er nok et scenario, mange borgere i Kolind i sene aftentimer med hovedet på puden kan ligge og drømme lidt om, før søvnen indfinder sig. For de husker nok, dengang borgmesterinden blev hejst op for bedre at kunne se ud over det nedbrændte rådhus i byen.
Men en flok revy'ister nøjes ikke med at drømme, men udlever drømmen, når de lørdag aften 16. juni betræder de skrå brædder i Byhallen i Kolind og giver deres bud på året, der gik.
Året har nemlig på ingen måde været kedeligt, hvis man spørger revy-folket.
En af dem, Ann Bødker Andersen, griner i hvert fald op til flere gange, mens hun fortæller om revyen, som holdet stadig øver på.
Tættere på hinanden
"Vi lader Kirstine Bille sidde deroppe et par numre, for liften sætter sig fast. Hun sidder og snakker lidt med Claus Wistofte (V) om branden, og vi viser en video med musik lavet på nummeret "Tættere på himlen" af Burhan G," fortæller Ann Bødker Andersen.
Kun én bankfilial
Det skal nok blive en fornøjelig aften, hvor de to overklasseløg, snobberne fra DR2-satiren Rytteriet, binder det hele sammen.
De to champagneskålende snobber fører tilskuerne lige ind i næste nummer, der for eksempel kan handle om Djurslands Banks filial, der nu er den eneste i byen.
Filialdirektør Claus Rank Jensen er her eneste hane i kurven, og mon ikke han ville prale lidt af sine damer, hvis nu han skulle til et aktionærmøde?
Det har dilettanterne i hvert fald fået et nummer ud af.
Hundelorte og bagerpiger
Hertil kommer en hyldest til KC's fodboldpiger, for lækker til love, hvor der skal findes en passende partner til en lokal ungersvend, en ny beboer i iværksætterhuset i Kolind, bagerpiger og hundelorte i massevis.
Spillemanden er i år ikke Finn Laursen, men Carsten Vraa Andersen fra Hobro, der er sprunget til med kort varsel.