Fortsæt til indhold

Frivillige aftaler skal beskytte grundvandet

Skanderborg Kommune har lavet aftaler med lokale landmænd i Ry-området, som frivilligt undlader at bruge sprøjtemidler på dele af deres jord.

Samfund
bo

For at beskytte to drikkevandsboringer, der tilsammen dækker en fjerdedel af vandbehovet i Ry-området, har Skanderborg Kommune indgået frivillige aftaler med lokale landmænd om at undlade at bruge sprøjtemidler på dele af deres jord. Det samlede areal for aftalerne dækker et område på ca. 42 hektar – det svarer til 59 fodboldbaner.

De frivillige aftaler er en god nyhed for alle, der kan lide et glas koldt vand fra hanen
Claus Leick (SF), formand for Kultur, Miljø og Planudvalget

»De frivillige aftaler er en god nyhed for alle, der kan lide et glas koldt vand fra hanen. Det er selvfølgelig indgribende, at man ikke kan dyrke jorden som hidtil, og derfor er der grund til at rose de berørte lodsejere for deres velvilje og ansvarlighed,« understreger Claus Leick, formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget.

De to drikkevandsboringer, det handler om, ligger i Boes-området mellem Ry og Alken. Tilsammen leverer de 110.000 kubikmeter vand om året, hvilket svarer til en fjerdedel af behovet for drikkevand i Ry og omegn. Lodsejerne ejer stadig den berørte jord, men anvendelsen bliver ændret til grundvandsbeskyttelse, og den fremtidige brug af jorden er begrænset.

For at beskytte grundvandet må der nemlig hverken anvendes sprøjtemidler (pesticider) eller gødning, da det kan udvaske nitrat i drikkevandet. Derfor får lodsejerne en økonomisk kompensation. Den kommer fra Skanderborg Vandsamarbejde og Skanderborg Kommune, som har fået penge fra den nationale drikkevandspulje til formålet.

Beskyttelse af grundvand er en prioritet både nationalt og lokalt. Byrådet har vedtaget en indsatsplan for drikkevandsbeskyttelse i Ry-området, som er blevet til i tæt samarbejde med områdets vandværker.

»Det har krævet et stort forarbejde at nå i mål, men vi har haft en god og konstruktiv dialog med vandværkerne og lodsejerne. En vigtig pointe i forhold til de frivillige aftaler er, at de ikke er ensbetydende med, at marken skal ligge brak. Der er for eksempel mulighed for at etablere skov eller vildtremiser,« forklarer Karen Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune.

Der skal beskyttes yderligere to kildepladser i Ry-området, den ene nær Firgårde, mens de lokale vandværker i øjeblikket arbejder på at etablere den anden kildeplads.

Skanderborg Kommune arbejder med grundvandsbeskyttelse på en lang række områder. Det er blandt andet et af fokusområderne i forbindelse med byplanlægning, etablering af nye erhvervsområder og håndtering af spildevand og overfladevand.

Derudover foregår der et løbende arbejde i kommunen i samarbejde med Skanderborg Vandsamarbejde, hvor det handler om at fastholde en god og stabil forsyningssikkerhed i fremtiden.

Og endelig har Skanderborg Kommune i samarbejde med rådgivningsvirksomheden Seges Innovation lavet en hjemmeside, der giver vejledning, værktøjer og konkrete råd til landmænd med jord, der bliver berørt af behov for grundvandsbeskyttelse.