Fortsæt til indhold

Nyt hotel i Aarhus Airport bliver Danmarks første af slagsen

Hotellet rummer 37 dobbeltværelser med adgang via trapper eller elevator fra terminalen.

Samfund
sb

Aarhus Airport åbner 1. marts Danmarks første lufthavnshotel, der er integreret direkte i terminalen.

Det oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse.

Der er i forbindelse med en modernisering og udvidelse af lufthavnen bygget en førstesal på terminalbygningen, og det er her, man kan finde det nye hotel.

Aarhus Airport Hotel bliver Danmarks første lufthavnshotel, der ligger i selve lufthavnen. Det digitale hotel åbner den 1. marts. Foto: Aarhus Airport

Høflig selvbetjening

Hotellet rummer 37 dobbeltværelser, inklusive et handicapvenligt værelse, med adgang via trapper eller elevator fra terminalen. Værelserne ligger på rad og række med en fordelingsgang hen over ankomst- og afrejseindgangene.

De 37 værelser skal være indrettet i »skandinavisk stil,« lyder det.

»Hotellet er et led i at opgradere Aarhus Airport som international lufthavn. Vi har jævnligt luftfartspersonale, som lander sent og skal overnatte, inden de skal tidligt af sted næste morgen. Dertil kan rejsende med tidlige afgange slippe morgenstressen ved at checke ind på hotellet aftenen før og vågne op få minutter fra check-in,« siger HR- og kommerciel chef i Aarhus Airport, Lars Rønnov.

Aarhus Airport Hotel bliver Danmarks første lufthavnshotel, der ligger i selve lufthavnen. Det digitale hotel åbner den 1. marts. Foto: Aarhus Airport

Hotellet er et et selvbetjeningshotel. Gæster får ved booking en digital nøgle, en talkode, som låser værelsesdøren op. Morgenmad eller aftensmad kan bestilles som roomservice eller til indtagelse i lufthavnsrestauranten, MIB Aarhus Airport.

Hotellet er uden en reception. Hotelgæster kan dog henvende sig til Passagerservice, hvis de har behov for hjælp, lyder det.