Ærgrelse hos Hammel GF: »Frijsenborg Slot fortjener, at der sker noget derude«
Foreningen er klar til at trække i arbejdstøjet igen, hvis slotskoncerten vender tilbage i fremtiden.
Når store begivenheder forsvinder, går det ud over lokalområdet. Hos Hammel GF var man ikke klar over, at Frijsenborg Slotskoncert 2023 var aflyst, men nyheden kommer ikke bag på idrætsforeningen.
»Jeg havde det måske på fornemmelsen, så det kommer ikke som et kæmpe chok. Der har bare ikke været den store opbakning til det, må vi erkende,« fortæller Allan Bo Andresen, forenings- og eventchef i Hammel GF.
Nyheden om aflysningen ærgrer ham dog.
»Det er jo træls. Mest af alt for byen. Nu har de prøvet at afholde koncerterne tre gange, og det har ikke kunne løbe rundt. De havde sagt, at de ville give det et skud mere, men sådan gik det ikke.«
Synd for byen
Hammel GF har været en fast samarbejdspartner for slotskoncerterne gennem de sidste tre år. Idrætsforeningen har især hjulpet med afviklingen, hvor omkring 50 frivillige arbejdede i baren, i indgangen og lignende. Det får dog ikke den store betydning for idrætsforeningen, at slotkoncerterne ikke skal afvikles i år.
»Vi har jo hjulpet rigtig meget, fordi vi gerne vil bakke op om det, men vi har jo også godt kunne mærke, at overskuddet ikke har været der. De frivillige har fået noget ud af at stå der, fordi det selvfølgelig er en oplevelse.«
Der er selvfølgelig mange af de samme frivillige, der kommer og hjælper, men det er ikke noget, der påvirker os som sådan. Jeg synes jo bare, at det mest af alt er ærgerligt, fordi det er et virkeligt fedt sted at holde koncerter.Allan Bo Andresen, forenings- og eventchef i Hammel GF.
Frijsenborg Slotskoncert startede op i en tid med corona. Blandt andet derfor har begivenheden heller ikke nået at rodfæste sig som en tradition. Hverken i lokalområdet eller hos Hammel GF.
»Der er selvfølgelig mange af de samme frivillige, der kommer og hjælper, men det er ikke noget, der påvirker os som sådan. Jeg synes jo bare, at det mest af alt er ærgerligt, fordi det er et virkeligt fedt sted at holde koncerter. Derfor er det lidt ærgerligt, at der ikke kommer slotskoncerter.«
Allan Bo Andresen afviser, at der vil være økonomiske følgevirkninger for Hammel GF som følge af aflysningen.
»Overhovedet ikke. Det er mere ærgerligt for byen. Fred være med os – vi skal nok klare det. Fremfor alt er det ærgerligt for Hammel, at der ikke er noget i byen. Vi har jo bare stået i baren og hjulpet lidt til og fået en mønt for det, men rent økonomisk har det ingen indvirkning på os som forening.
Klar igen
Selvom Frijsenborg Slotskoncert aldrig er nået op på det deltagerantal, man havde håbet på, så håber Allan Bo Andresen, at koncerterne vender tilbage. Især fordi omgivelserne fortjener det.
»Det lyder da fornuftigt, hvis det vender tilbage. Så er vi klar i hvert fald. Vi er altid klar på at hjælpe til ved begivenheder i og omkring Hammel. Frijsenborg Slot fortjener, at der sker noget derude, fordi det er så fedt.«
I forhold til slotskoncerterne vil han især savne konceptet, og de »fornuftige navne,« der har været på plakaten gennem årene.
»Hvis det rammer en solskinsdag som i dag og så lidt plus grader, så er det jo rigtig lækkert derude.«
Der er dog en god ting ved aflysningen, fortæller han afslutningsvis.
»Det betyder, jeg har fri i juni i år. Det er trods alt dejligt!«