Fortsæt til indhold

Rønde HHX samarbejder med det lokale erhvervsliv

Både PR electronics og Meny nyder godt af, at have unge fra Rønde HXX på lønningslisten

Samfund
Lars Norman Thomsen

”Ingen tvivl om at det har været en gevinst for butikken, at få Peter ind. Han sidder primært med delen, der omhandler Facebook, hjemmesiden og den grafiske identitet for Meny i Rønde. Peter kommer med nogle nye ideer og tanker, som vi i vores lille team kan brainstorme på. Det skaber en god dynamik hos os, at Peter kommer med en anden baggrund end os andre,” lyder roserne fra købmand Rene Povlsen om sin studentermedhjælper Peter Høgh Laursen, der kombinerer en gymnasial uddannelse på Rønde HXX med et studierelevant job. Netop denne tanke er en af grundstenene på Rønde HHX, hvor det meste af undervisningen tager udgangspunkt i virkelighedsrelevante opgaver og cases. Men ikke blot undervisningen tager udgangspunkt i relevant indhold, det samme gør flere af de studerendes studiejobs.

To af byens store virksomheder PR electronics og Meny i Rønde har elever fra Rønde HHX på lønningslisten, og det er med stor begejstring.

Helle Krogsgaard Jakobsen, som er koncernøkonomichef hos PR electronics ser en stor værdi i at have Markus Kahr, som går i 2G på Rønde HHX, ansat som studiemedhjælper.

“Det har stor værdi for PR electronics at have Markus ansat. Han har en god og relevant viden med fra Rønde HHX, som er et godt grundlag for at arbejde i en økonomiafdeling. Markus er en stor hjælp i afdelingen og bidrager blandt andet til, at vi har fuldstændig styr på vores kreditorer.”

Også de unge er begejstret. Peter Høgh Laursen, der går i 2G på marketingslinjen, siger:

“Det har været ekstremt fedt at starte i Meny og få bygget en masse på min viden fra skolen. Specielt alt det praktiske med, hvordan man arbejder med markedsføringen af en virksomhed har jeg lært hos Meny og Rene.”