Dyre dråber: Alternativ investeringsfond rykker til Skanderborg
Vininvesteringsselskabet Winest rykker 16. marts indi nyt hovedsæde på Finlandsvej 1 i Skanderborg.
Vininvesteringsfirmaet Winest har vokseværk og slår torsdag 16. marts dørene op til sit nye domicil i Skanderborg. Domicilet kommer til at rumme kontorfaciliteter, show-room og vinlager og bliver således det nye omdrejningspunkt for virksomheden inkl. en masse arrangementer og vinsmagninger, som er en naturlig forlængelse af forretningens tilbud til investorer og samarbejdspartnere.
Winest er en vininvesteringsfond, registreret ved Finanstilsynet, som arbejder med at sikre risikojusterede afkast til investorer og samtidig give adgang til de mest eksklusive vine i verden.
Firmaet blev grundlagt af Mads Dyrberg og Claus Brandstrup i 2021, og består i dag af en håndfuld ejere og en støt stigende kreds af investorer, der alle har placeret en minimumsinvestering på 750.000 kr. ved deres indtræden i investeringsfonden.
Vin har historisk set vist sig at være særdeles modstandsdygtig i krisetider og er derfor et godt og stabilt investeringsobjekt, der ikke svinger med med andre mere traditionelle investeringer som for eksempel aktier. Derfor fungerer vin rigtig godt som et alternativ til aktier og som et supplement i en bredere investeringsportefølje.
Siden starten har Winest haft succes og markant vokseværk, og derfor har ejerne nu besluttet at forlade Aarhus og konsolidere virksomheden med et nyt domicil i Skanderborg, hvor kontor og lager er samlet på et sted – nemlig på Finlandsvej 1 i Skanderborg.
Torsdag 16. marts kl. 16.00 inviteres investorer, venner af huset, det nære netværk og samarbejdspartnere til til indvielsesfest. Her har Winest inviteret deres champagne-partner til at afholde champagne-smagning. Et andet kendt vinhus vil ligeledes være til stede og servere eksklusive vine. Herudover vil der være relevante indslag fra Winest selv og det hele krydret med forskellige hapsere, 100-points vine og behagelige DJ-toner.