Fortsæt til indhold

Helgenæs Præstegård fik sig en støtteforening

Borgerinitiativet til bevarelse af præstegården som kulturhus er nu blevet en støtteforening

Samfund
Af Martin Schultz

Lidt over tyve mennesker havde tirsdag aften trodset fodbold TV-gyseren mellem Danmark og Portugal og var i stedet taget til stiftende generalforsamling i Støtteforeningen Helgenæs Præstegård i Helgenæs Forsamlingshus.
Det resulterede i valget af en bestyrelse, som nu er klar til at konstituere sig på et møde 4. november og derefter tage fat på opgaverne.
”Vi skal forhandle en lejekontrakt med menighedsrådet, så vi kan bruge præstegården. Dernæst skal vi skaffe nogle penge, både ved kontingenter og ved at søge fonde og myndigheder,” siger en af initiativtagerne Else Frøhlich, som har sommerhus i Stødov Bakker.

Der er brug for frivillige

Bag præstegårdsinitiativet står både helboere, tilflyttere og sommerhusbeboere, som alle ønsker Helgenæs Præstegård bevaret som et kulturelt samlingssted for både fastboende, sommerhusfolket og andre turister.
”Vi håber at skabe et levende sted med mange aktiviteter, som kan supplere forsamlingshusets virksomhed. Vi håber at kunne bemande præstegården i sæsonen og kombinere det med frivillig arbejdskraft,” siger Else Frøhlich.
Sognepræst Jan Schmidt fra Tved rundede aftenen af med at fortælle om Helgenæs Præstegård.