DMI advarer: Nu er snestorm på vej mod hele landet
DMI, Danmarks Meteorologisk Institut, kommer søndag med et såkaldt forvarsel om snestorm i hele landet.
Meldingen er helt overordnet, at tirsdag bliver et hårdt vejrdøgn. Snestormen varsles dog af DMI til allerede at ramme landet fra mandag kl. 23, og her fremgår det også, at varslet gælder frem til onsdag kl. 06.
»Snestormen starter mandag aften i Vestjylland og forventes at slippe Bornholm natten til onsdag,« lyder det i forvarslet fra vagtchef ved DMI, Erik Hansen.
Snestorm er defineret ved, at der kommer mere end 10 centimeter sne på 6 timer og middelvind på over 10 m/s. Og det kommer der altså ifølge DMI.
Snestormen kommer til at præge vejret i store dele af landet. Sneen når Jylland mandag aften, og breder sig i løbet af natten til hele landet. Den kraftigt vind får temperaturen til at stige til 1 til 4 graders varme i det meste af landet, bortset fra Nordjylland, hvor temperaturen vil ligge under frysepunktet.
Tirsdag vil nedbøren flere steder en overgang gå over i slud eller tøsne, og i den sydlige del af landet regn, inden det tirsdag eftermiddag og aften igen går over i sne og snebyger.
I den nordlige del af landet forventer DMI i løbet af døgnet 10-30 cm sne, mens man forventer den sydlige del får 2-15 cm, hvoraf en del vil falde som tøsne.