Fortsæt til indhold

Kult Aarhus-guitarist generobrer scenen

Per Møller, der i halvfjerdserne var kendt fra Rockforbundet og siden som guitarist i Anne Linnet Band, har rejst sig efter et langvarigt stofmisbrug og synger nu egne sange på Train

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Per Møller sætter nye strenge på sin nyindkøbte Lakewood-guitar. Den 56-årige musiker sidder i sofaen i sit hus i Hou syd for Aarhus med et stort smil på læben.
Det er en rigtig god akustisk guitar, og nu skal strengene spilles til i løbet af de kommende dage - inden et af karrierens højdepunkter - koncert på Train torsdag.
Men det er ikke bare guitaren, der er i fin form forud for torsdagens koncert med Per Møller Band, også hovedpersonen selv strutter af spilleglæde og iver for at synge egne sange efter et stofmisbrug var tæt på at ødelægge ikke bare karrieren, men hele livet for den rockglade aarhusianer, der for alvor blev kendt og anerkendt funkguitarist først som frontfigur i bandet Liza og siden som del af Anne Linnet Band i firserne.
"I 15 år var jeg mere eller mindre bedøvet og levede i min egen verden," fortæller Per Møller om sit heroinmisbrug, som han kom ud af i 1995, da han kom i behandling og gennemførte et såkaldt 12-trinsprogram.
"Min kone, Karin, har en stor andel i, at jeg fandt mig selv igen. Det tog godt nok nogle år, men nu føler jeg mig som genfødt," siger Per Møller.

Godfather of funk

Siden da er nerven kommet tilbage i hans sublime guitarspil, som han blev kendt for i Aarhus i 1970'erne, da han sammen med Mads Michelsen og Erik Vestberg dannede Rockforbundet, der satte nye standarder for funk- og soulgenren og gav Per Møller tilnavnet 'godfather of funk'.
Og med tilbuddet sidste år fra Thomas Helmig om at tage med på turné, meldte Per Møller for alvor sin ankomst tilbage på den melodiøse rockscene.
"Det var en rigtigt stor oplevelse at spille med Thomas Helmig. Responsen fra publikum var enorm - det var, som om vi var The Beatles. Og jeg kom rigtigt frem i rampelyset, da jeg sang duet med Thomas på nummeret 'I Love It' - det var stort," fortæller Per Møller.

For stort?

Men på fredag bliver det måske endnu større for den efterhånden kulte aarhus-guitarist. Koncerten på Train bliver det største enkelt arrangement, Per Møller skal stå i spidsen for med egne sange.
"Jeg har lidt sommerfugle i maven. Lige da jeg hørte, at jeg skulle spille på Train, tænkte jeg, at det var for stort et sted og blev nervøs for, om vi ville kunne trække nok mennesker. Men nu har jeg en god fornemmelse," smiler guitaristen, inden han atter koncentrerer sit blik om guitaren og slår de første toner an.