»Husk tæppe og en skovl«
Det har sneet meget - og det bliver ved. Beredskab advarer.
Opdatering klokken 10.00: Banedanmark oplyser, at lyntog fra klokken 12 kører normalt mellem Aarhus og Aalborg. Dog ikke til Aalborg Lufthavn. Der er normal drift på Arrivas linjer. Nordjyske Jernbaner har dog aflysninger.
Opdatering klokken 07.32: Sund og Bælt oplyser på Twitter, at kørsel med vindfølsomme køretøjer på Storebæltbroen er forbudt.
Der var advaret - og så kom den.
Mandag aften blev Danmark ramt af sne. Værst ladet det til - som forudsagt - at være gået ud over de nordlige Jylland.
Og netop her er der mulighed for snestorm tirsdag morgen.
Snestorm defineres ved 10 centimeter sne og vindhastigheder på mere end 10 meter i sekundet.
DMI, Danmarks Meteorologiske Institut skriver da også, at der stadig er sne i luften mange steder. Og meldingen er klar: Snemængderne kan nå op mellem 15 og 30 centimeter sne - lokalt helt op til 40 centimeter.
Noget af den sne er altså faldet - og Vejdirektoratets trafikkort melder om glatte veje i stort set hele landet.
»Krydret med op til hård østlig vind er der også lagt op til snefygning med tilhørende trafikale udfordringer,« skriver DMI.
Nordjyllands Beredskab advarer områdets borgere om at køre hjemmefra i god tid - og huske både tæppe og skovl.
Fyns Politi skriver på Twitter, at der har været flere små uheld i politikredsen.
Der her ikke umiddelbart været meldinger om tilskadekomne i trafikken.
Vinden forventes at kulminere engang ud på eftermiddagen.
Aflysninger
Blæst og sne giver også flere aflysninger i den offentlige trafik. Blandt andet aflyser Alslinjen sine afgange fra Fynshav klokken 6 og 8, fra Bøjden klokken 7 og 9.
Gedser-Rostock aflyser flere afgange. Færger til og fra Frederikshavn kan være i fare for aflysninger.
InterCityLyn-togene, der normalt kører mellem Cph Lufthavn og Aalborg Lufthavn, er aflyst mellem Aarhus H og Aalborg Lufthavn frem til klokken 12 tirsdag middag, skriver DSB, der også opfordrer de kunder, der rejser med S-tog om at tage toget tidlere end sædvanligt.
Også Arriva har flere aflysninger: Aarhus-Viborg og Struer Herning.