Ung kok sparker gang i Støvlen
Christian Rønde Feldbæk er trods sin unge alder en erfaren kok, og 1. april går hans største drøm i opfyldelse, når han sammen med sin bror slår dørene op til Restaurant Støvlen i Ebeltoft
Allerede da han var 16 år sad Christian Rønde Feldbæk i sin fritid og ledte efter priser på stole og borde til den restaurant, han drømte om at åbne. Det sidste år har han sparet 100.000 kroner op, og da muligheden for at sparke liv i Restaurant Støvlen opstod, slog den 26-årige kok til med det samme.
»Jeg var ansat her i 2018, så jeg kender stedet og ved, hvad det kan. Det er virkeligt dejlige bygninger med et unikt historisk islæt, og det skaber en helt særlig stemning for gæsterne,« siger han om bindingsværkshuset i Adelgade, der har mere end 300 år på bagen.
Han er udlært fra Hotel Ebeltoft Strand og har siden været køkkenchef på både Den Gamle Kro i Hornslet og senest halvandet år på Lundbergs Spisehus.
Ny menu hver uge
Bygningens ejer ville egentlig lave lokalerne om til lejligheder, men den unge kok fik ham overtalt til at give restauranten endnu et forsøg. De sidste fem år har der været skiftende restauratører, som alle måtte give fortabt, senest Søren Mikkelsen, som i oktober lukkede stedet ned.
Men nu pudses støvlen igen, og sammen med sin bror, Christoffer, som lige nu er i lære som kok på Molskroens Brasserie, er Christian Rønde Feldbæk mere end klar til at bevise, at Støvlen i det gamle Skomagerhus kan overleve og endda drives med succes.
»Det er ingen hemmelighed, at restaurationsbranchen er én af de aller hårdeste. Vi er vant til at lægge mange timer i vores arbejde, men den store forskel nu bliver, at vi kommer til at gøre det for vores egen skyld, og det giver jo en stor motivation,« siger Christian Rønde Feldbæk.
De lader med vilke være med at lave ret meget om på lokalerne, som i 2012 blev gennemrestaureret af de daværende ejere Henrik Frederiksen og Vivi Henriksen.
»Jeg tror, folk her i Ebeltoft gerne vil komme et sted, som ligner det, de kender og sætter pris på.«
Hans tanker bag den ’nye’ støvle er, at det skal være et hjemligt sted at komme. Det skal være for de lokale og til de lokale, og derfor ikke kun sæsonåbent.
»Det er selvfølgelig i højsæsonen, at vi skal tjene de fleste af vores penge, men der bliver liv i huset i hele året rundt,« lover Christian Rønde Feldbæk, som også håber at skabe samarbejder med andre spisesteder i byen.
»Det kunne være sjovt at lave nogle arrangementer med gæstekokke eller fællesspisninger på tværs af restauranterne. Vi skal løfte hinanden og give noget til Ebeltoft, og jeg betragter ikke de andre som konkurrenter, men kolleger.«
I Restaurant Støvlen, som har plads til 48 gæster indendørs gæster og 60 udendørs i gårdhaven bag huset, vil han servere det, han kalder helt stille og roligt mad.
»Menuerne vil være inspireret af det danske, franske og italienske køkken. Der vil blandt andet blive stjerneskud, risotto, æggekage, cæsar-salat, dampede muslinger og til ret gode priser, synes jeg. Vi vil forsøge at bruge så mange lokale råvarer som muligt og lave så meget som muligt fra bunden. Det siger alle jo, at de gør, men det passer desværre ikke altid. Her kører vi dog ikke med falsk varedeklaration. Det er meget vigtigt for mig, at det er et ærligt køkken, mine gæster møder. «
Menuen vil skifte hver uge og tilpasses de muligheder, der er for levering af råvarer, så det på den måde bliver bæredygtigt i forhold til både madspild og sæsonvarer.
»»Jeg har ikke behov for at skille mig ud i forhold til et unikt menukort. Det vigtigste for mig er, at maden er lavet med ærlighed og kærlighed og til glæde for de lokale borgere i Ebeltoft. Det er selvfølgelig lidt ambitiøst at lave en ny menu hver uge, men det bliver dejligt udfordrende for os, og så er folk i Ebeltoft jo ret glade for at gå ud at spise, så på den måde får de en grund til at komme tilbage igen og igen,« siger han med et smil.
Desuden vil brødrene tilbyde high-end fastfood, som kan nydes på Støvlen eller tages med hjem.
»Jeg kan godt garantere, at vi laver nogle supergode burgere. Der bliver blandt andet en vegetarburger, som bliver lavet på tørrede bælgfrugter fra den lokale leverandør Pure Dansk.«
31. marts afholder de to brødre en reception, hvor alle er velkomne til at komme og se stedet og få en bid brød. 1. april går det så for alvor løs, og der er allerede fuldt booket i restauranten denne dag.